Ulvespillet

Jeg Pakker. Langsomt. For jeg er stadig i weekendmode, og dagens aftale, er først senere.

Jeg pakker til lejrskole. I Kolding. Tredive niendeklasseselever, lærere og mig. Jeg glæder mig. Ungerne glæder sig – det gjorde de i hvert fald i fredags, da jeg nåede at ønske dem god weekend. Vi mødes på stationen i morgen tidlig og tager af sted.

Vi skal sove på en skole. Vi skal hygge og ryste to klasser sammen, der med fald i elevantallet er for mange til en klasse, men næsten for få til to klasser. De bliver samlæst. Har timer i stamklasserne og timer i holddannelser. De er glade for delingen, og har allerede spurgt om ikke de kan blive ved at være delt.

Det kan de måske godt. Inden efterårsferien skal der evalueres og eleverne skal høres. Men først skal de rystes endnu mere sammen med en tur til Kolding. Mest skal de hygge, være sammen og nyde turen hjemmefra. Men vi skal også lave noget teambuilding og på Koldinghus. Det sidste glæder jeg mig til. Jeg har aldrig været på Koldinghus.

Med skal også Ulvespillet. Et spil, en af eleverne sidste år lærte os andre. En godt skjult samarbejdsøvelse, ungerne synes er sjov, og som kræver opmærksomhed på hinanden og skærpede sanser.

Jeg har lavet et Ulvespil før. Laminerede kartonbrikker, der gennem megen brug er gået til. Kanterne er flossede, nogen brikker er tydelige at se hvilke er, og der mangler nok til at alle kan være med. Nu har jeg lavet et nyt.

Denne gang har jeg brugt Krympeplast. Farvelagt med farveblyant og krympet i ovnen. Brikkerne er fine og jeg ramte en størrelse, der er nem at gemme i hånden. Men man kunne se gennem bagsiden og farven på forsiden smittede af. Det er ikke rart med røde håndflader efter et spil.

Jeg købte grøn maling og klar lak i sprayformat og gav bagsiden den grønne, mens forsiden fik hold på farveblyantsfarven med klar lak. Det virker og nu smitter brikkerne ikke af. Spillet blev færdiggjort i samarbejde med symaskinen, der fremtryllede en pose til at trække brikkerne fra, og en æske fra Søstrene Grene med hugtandsmønster pålimet et skilt jeg fiksede med hjælp fra computeren. Låget har også fået lak. I håb om at det pålimede holder længe.

Spillet er ikke svært. Eleverne sidder i en rundkreds, hver trækker en brik fra posen. Brikken angiver hvilken rolle man har i spillet. Herefter starter runde efter runde, indtil spillet er slut. Der er to udgange på spillet. Enten har ulvene aflivet hele byen, eller byen har slagtet alle ulvene.

Der er tre ulve i et spil. Når jeg spiller med drengene i ordblindeklassen er der kun to. Ellers bliver fordelingen af roller skæv. Der er også to forbundne. De kan ikke noget, er som udgangspunkt borgere i byen, lige som alle de andre der trækker et B. B for borger.

Derudover er der en heks. Heksen har kræfter til at genoplive. Heksen kan også for hvert spil slå en enkelt ihjel. Slår heksen ihjel bliver han/hun regnet som en af de onde. Ulvene er onde fra start. Slutteligt er der en spåkone. Spåkonen kan se ind i folk og for hver runde pege på en og spørge om vedkommende er god eller ond.

Hver runde består af to dele. I første del sidder alle med lukkede øjne. Gamemasteren – der som oftest er mig – beder på skift de enkelte om at åbne øjnene. Det foregår efter et bestemt mønster. Men allerførst, inden første runde, er en runde hvor de enkelte findes frem. Det foregår også med lukkede øjne.

I åbningsrunden, åbner først ulvene øjnene. Alle tre ulve skal have øjenkontakt med hinanden og gamemasteren, før de lukker øjnene igen og nu ved hvem hinanden er. Derefter er det de forbundnes tur. Deres brik er markeret med en ring, og de skal blot have øjenkontakt, så både de selv og gamemasteren ved at de er forbundne. De har ingen rolle i første del af resten af spillet, men dør den ene, dør også den anden.

Før åbningsrunden er slut skal også heksen og spåkonen åbne øjnene og kigge på gamemasteren, en ad gangen, når gamemasteren siger det højt. Der er kun gamemasteren og de enkelte spilmedlemmer, der må vide hvilken rolle de enkelte har.

Så går spillet i gang. Alle lukker øjnene og stemningen kan lægges med tale eller endda måske musik. Jeg plejer at sige noget om at det er mørk nat, vinden rusker i træerne og måske regner og tordner det også. Det er lidt forskelligt. Ulvene vågner op til dåd – anført af gamemasteren. Med fagter og uden at sige noget peger de den person ud, de vælger at slå ihjel. Her er det vigtigt at deres fagter ikke bliver for let aflæselige af de omkringsiddende, for senere skal alle være med til at beslutte hvem de tror er ulv.

Ulvene lukker øjnene igen og heksen kommer på banen. Gamemasteren peger for at fortæller heksen hvem der er død. Det er selvfølgelig også vigtigt at gamemasteren ikke hele taler i den samme retning, eller står det samme sted i cirklen, for ikke at gøre det for nemt for resten, at regne ud hvem, der er hvem. Heksen bruger tumbs up eller tumbs down til at vælge om den døde skal genoplives eller vedblive at være død. Heksen får muligheden for at slå en anden ihjel. Vælger heksen ikke at bruge den mulighed, skal gamemasteren huske at spørge heksen igen i næste omgang.

Når heksen har lukket øjnene er det spåkonens tur. Spåkonen åbner øjnene, peger på en person og gamemasteren bruger tumbs up eller tumbs down til at synliggøre om den udvalgte er god eller ond. Heksen lukker øjnene igen, første del af runden er slut og anden del starter med at alle åbner øjnene.

Gamemasterne fortæller hvad natten har bragt. Hvem ulvene slog ihjel og om heksen lod personen være død eller genoplivede. Hvis heksen slog nogen ihjel skal det selvfølgelig også siges. Er en af de forbundne døde, ryger den anden med i købet.

Jeg samler brikkerne fra de døde sammen, så de er klar til næste spil, efterhånden som de dør. Rammer ulvene på deres togt heksen eller spåkonen, fortæller jeg det i løbet af første runde, for en død heks kan ikke åbne øjnene og genoplive.

De døde er nu døde og må derfor ikke sige noget i resten af spillet. Til gengæld må de have åbne øjne, når næste runde går i gang, og det kan godt være sjovt. Mens de døde tier stille (det er tit svært) skal resten af gruppen beslutte sig for/diskutere sig frem til, hvem de tror er en ulv.

Her kan spåkonen bruge sin viden – men må ikke fortælle at han/hun er spåkone. Ulvene skal forsøge at påvirke i retning mod nogle andre end dem selv og resten skal huske det, de mærkede da de sad med lukkede øjne.

Det kan somme tider tage lang tid inden de når til enighed. Og det er da heller ikke ualmindeligt at de ender med at stemme. Nogen er rigtig gode til at regne den ud og andre er helt på vildspor. Jeg synes det er sjovt at se, fordi jeg ved bedre og de døde kommer til at sidde med samme viden som jeg, og finder til tider ud af, at de har taget helt fejl – eller havde ret.

Når en beslutning endelig bliver taget, må endnu en tilslutte sig dødsriget og næste runde kan starte.

Om krympeplastbrikkerne i sidste ende kommer til at virke, må stå sin prøve i weekenden. Hvis de har lyst til at spille.