Kauni er ofte glade gavegivere til Violykkes blogtræf. Denne gang var ingen undtagelse.
Mens jeg sidste gang vendte hjem med den helt almindelige uld fra Kauni, var der denne gang lace på programmet. Violykke havde pakket fine pakker med fem nøgler i hver. Og en læbepomade. Jeg trak numre nok til to pakker, og dermed ti nøgler af det tynde uldgarn, der changerer i grå toner.
Ti nøgler syner af meget. Og med syvhundrede meter for hver hundrede gram er der også mange, mange meter og mange mange masker i det fine garn. Heldigvis kan garn godt ligge længe, uden at tage skade. Så jeg har god tid til at finde det helt rigtige projekt til de mange, mange nøgler.
Det ændrer ikke på, at det er temmelig overvældende at kunne bære så meget garn med hjem.
Læbepomaderne har Emilie og jeg delt. Hun fik den lyserøde med perlemoreffekt, jeg beholdt den blå til tørre læber. Også selvom Emilie argumenterede for at hendes læber har brug for fugt.
Det er jo ikke mig, der er vild med lyserød….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar