Løbbinding

Jeg har set de gamle håndværk mange gange, og ligesom tvebinding er det noget,  jeg godt kunne tænke mig at lære. Da #knitwork16 bød på muligheden for en workshop om løbbinding, bed jeg derfor på og meldte mig til.

Vibe Munck, som har butikken Spindelvæven – en lille butik i Nyborg, og vist en langt større på nettet, stod for undervisningen, og gjorde det på absolut fineste facon.

Løbbinding er en af de teknikker, som umiddelbart at let at lære, let at gå til, og svær at mestre. Det kræver ikke den store ekspertise at lave noget, der ligner noget. Men det kræver erfaring at få det rigtig pænt.

Vi havde tre timer, og på de tre timer kunne vi nå at starte og færdiggøre en lille brik til varme kopper.

Starten er svær, og den bliver ikke lettere med tiden, kunne Vibe fortælle. Men med god tid, erfaring og tålmodighed kan den blive helt pæn. Derefter var det omgang efter omgang med viklinger og ottetaller. Ottetallerne er en ud af mange mulige sammensyninger. Igen handler det om erfaring, mere end det handler om noget andet.

Den erfarne løbbinder vil kunne lave ottetaller, så sammensyningen ikke kan ses. Nybegyndere hælder mere mod at lave sammensyninger der ses – og ind imellem være heldig at få dem til at blive usynlig. Mine sammensyninger er langt mere synlige tidligt på arbejdet, mens jeg synes at kunne se en forbedring ud mod kanten.

Løbbinding er sjovt, og – tror jeg – noget ungerne i Klubben godt vil kunne finde ud af. Der skal rekognoseres ud i materialer, for med indkøbsaftaler kan jeg ikke købe ind hvor som helst, men mon ikke de anviste muligheder ligger inde med noget, der kan bruges.

Yderst på brikken skulle vi ikke kun skifte farve, der skulle også laves pyntesting. I løbbinding er det så smart, at sammensyning og pynt godt kan være det samme. Altså glemte vi alt om ottetaller og syede i stedet fine tungede sting, der både pynter og holder sammen på spiralen.

Min brik endte med at måle ni centimeter i diameter. Vistnok lidt større end kalkuleret. Jeg synes ikke, jeg kunne have lavet den meget strammere, men det kan man åbenbart godt.

Den skulle have endt med en strittende omvundet ende af sjælen – den tråd, der ligger inderst, og som der vindes om. Jeg synes det så fjollet ud med strittende ender og forsøgte mig ud i kunsten at fade kanten ud. Der er plads til forbedring.

Jeg har voldsomt lyst til at fortsætte. Jeg har faktisk et lille kit til en skål, jeg købte for længe siden, men aldrig fik prøvet. Jeg kan bare ikke huske hvor jeg har lagt den. Helt sikkert et af de steder, jeg er sikker på at kunne huske… eller ikke.