mandag den 12. september 2016

Mere farvet garn - eller projekt #7 og #8


Blåtræ. Bare navnet.

Jeg fik forvildet mig ind på en virtuel butik, der sælger tilbehør til plantefarvning. Min søgen gik på lilla. Jeg vil helt vildt gerne farve noget lilla. Men hvad farver lilla.

Det gør blåtræ – åbenbart.


Plantefarve - Blåtræ

Plantefarve - Blåtræ


Det var ikke meningen jeg skulle have det. Jeg havde jo sådan set en projektramme, der handler om udelukkende at bruge det jeg kan finde i min umiddelbare natur eller husholdning. Jeg har ikke prøvet avocadostenene endnu, men jeg samler sammen og har en pose i fryseren…

Men blåtræ. Helt fra Mexico. Det kunne jeg alligevel ikke lade være.

Og når jeg så var i gang fik jeg også hældt Alkannarod i kurven. Alkannarod skulle også kunne farve lilla – hvis der tilsættes alt muligt, der ikke kan spises. Jeg har ikke prøvet endnu. Og de sidste halvtreds gram er øremærket de der avocadosten.

Jeg når det nok.


Plantefarve - Blåtræ 1. forsøg

Plantefarve - Blåtræ 1. forsøg


Tilbage til blåtræ. Jeg havde ingen anelse om hvor meget der skulle til, og startede med at hælde en god håndfuld træspåner ned i mit glas og tilsætte kogende vand. Det blev omgående nærmest sort. Eller i hvert fald meget mørkt.

Næste dag, da vandet var kølet lagde jeg mit bejdsede og våde garn i glasset. Jeg havde forventet at trods det meget mørke vand, ville jeg kunne se garnet gennem siderne på glasset. Men der intet at se. Det var stadig lige mørkt. Oppefra kunne jeg ane garnet og det virkede som om det tog hurtigt mod farve.

Efter tre dage hev jeg det op, skyllede og stod tilbage med det fineste lilla garn. Det er vildt at naturen kan producere sådan en farve. Vandet lignede noget, der gerne farvede mere og jeg stoppede endnu et fed i. Denne gang var planen at det skulle have dipdye effekt og med liner og snor, blev det hængt over gardinwiren og i glasset, så kun den nederste trediedel var i vand.

Efter to dage blev næste trediedel sænket i, og endnu to dage senere lod jeg det øverste komme med. Det blev hurtigt hevet op igen, fik blot lov at stå fra morgen til aften. Da farveforskellen ikke var det store, lod jeg igen den nederste trediedel være i farvebadet, indtil jeg to dage senere hev det hele op.


Plantefarve - Blåtræ 2. forsøg

Plantefarve - Blåtræ 2. forsøg


Så vidt jeg har forstået farver indigo så meget at, det drejer sig nærmere om minutter end om timer før garn er farvet. Jeg tror det er lige sådan med blåtræ. Jeg tror jeg havde fået en større effekt hvis jeg havde brugt tre timer i stedet for seks dage.

På den anden side er der forskel på de to fed. Det første er mere mat i farven end det andet, der er mere dyb. Det første lå i kortere tid end den del af anden forsøg, der var i farven hele tiden, mens det andet stod i vinduet på dage med mere sol og mere varme end det første.

Jeg har mere garn at farve blåtræ af lige nu, og der er helt sikkert lagt op til flere forsøg. Alligevel tænker jeg at det med solen og varmen er tankevækkende, og sikkert afgørende for alle farveeksperimenterne.

Der er en grund til det kaldes solfarvning. Når garnet farves i et glas i solen…


 

4 kommentarer:

  1. Sindsygt flot farve. Du er skisme go til det med farve 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Lise, jeg tror nu bare jeg er heldig, eller at det faktisk er afsindig nemt at farve med plantefarve. I hvert fald i mindre målestok :)

      Slet
  2. Hvor det bare en flot farve og hvor du bare dygtig. Næste gang der tilbud hos Garnudslag, tror jeg, at jeg skal prøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt forstå, Marianne. Det er sjovt :)

      Slet