Emilies skåle

Jeg har hentet skålene Emilie malede dengang, for efterhånden længe siden, da vi malede procelæn sidste gang.

De er blevet præcis som hun havde forventet, omend hun nu har så stort malemæssigt overskud at hun selv peger de steder ud, der er blevet bedre end andte – og ved hvad hun skal skal gøre anderledes næste gang.

For en næste gang er allerede i støbeskeen. Dog uden en dato. Hun er nået langt, siden første gang vi sad med jomfrueligt porcelæn, maling i lange baner og alt for mange valgmuligheder.

Nu ved hun hvad hun vil. Ved hvordan det skal se ud, og hvordan det resultat bliver nået.

Hun ved at farvebomberne, der eksploderer under brændingen og ses som farvepletter mellem alt det ensfarvede, kan ses gennem flere lag maling. Hun ved hvordan farver med en svamp kan fades over i hinanden. Hun ved hvor meget maling der skal til, hvor hun finder materialerne og hvor hun vil hen.

Det gør unægtelig en stor forskel på hele processen, når den undgår stress, uformåen og manglende viden om egne og materialernes formåen. Lige nu er det den samme proces hun gentager, hver gang vi er forbi. En proces der bliver mere og mere forfinet.

Der er teknikker hun bevidst går udenom, men bliver mere og mere åben over for. Og mon ikke hun en dag kaster sig ud på dybt vand igen. Denne gang blot med en større viden om hvor hun er på vej hen.

Men først venter flere svampemalede skåle. Der samles til brudefærd. Eller i hvert fald til den dag hun flytter hjemmefra. Her er ingen kiste, der langsomt fyldes op, men en hylde med samme formål, og inden skåleeventyret er slut skal hun have mindst tre eller fire mere – en gul og en grøn og en….

Der er altså hyggeligt inde i malelokalene.