Tunesisk hækling

Ude i gården står en lang række containervogne. Det er her workshops’ne hører til.

Klokken ni i morges kunne jeg sætte mig rundt om bordet i den ene af vognene, sammen med en samling damer, der alle havde mod på tunesisk hækling. Jeg har prøvet før, men aldrig rigtig fået hul på det.

Nu kan jeg, Jeg kan både slå op og lukke af, jeg kan grundmasken, tage ud og tage ind. Jeg har hakket med flere farver og som det sidste, har jeg taget hul på jaquard. Eller tunesisk hækling i felter.

Jeg er ikke sikker på det nogensinde vil være noget, der for alvor fanger. Men som en opfølgning er jeg nok nødt til at hakke en pude eller to.

Stine Hoelgaard underviste med megen kompetence. I løbet af de tre timer kom vi vidt omkring – og det til trods for, som en af damerne sagde: Jeg har kun hæklet tre små prøver!

Tre små prøver har også ret. Og alting tager tid. Som Stine meget rigtigt sagde, kan vi både hækle ligeud, forme og faktisk også lave hulmønstre og andre fine mønstre. Alt det, med de få enkle teknikker vi har lært.

Da jeg gik ind i vognen ude på pladsen var der ikke mange mennesker, da jeg tre timer senere gik ud, summede hele pladsen af liv. Overalt sad strikkende damer og mad blev langet over disken hos grillmestrene i en lind strøm.

Jeg var sulten, fandt mad, fandt Bettina og hilste på den sidste af de andre bloggere. Med maven fyldt, gik jeg en tur gennem hallerne. De mange stande gør sig flot, der er virkelig gjort noget ud af det, der er bare næsten for mange mennesker. Det er mig, jeg ved det godt. Jeg står af, når der er så fyldt, jeg kan ikke overskue at se noget, jeg bevæger mig hurtigst muligt igennem og får ikke set det halve af alt det, der er værd at se.

Jeg håber at der bliver lidt mere overskueligt senere, og i stedet glæder jeg mig over stemningen, der udstråler ren hygge, glæde og forventning på højt plan. Alle steder sidder damer og strikker, ude på pladsen bliver der spillet jazz og der er mange gode grund til at blive hængende længe.