Bumberball

Turen til Kolding handlede ikke kun om kulturhistorie og besøg på tidligere kongeslotte. Turens vigtigste punkt var i virkelighden at ryste to klasser sammen. At give dem fælles referencer, der gør det nemmere at bruge året fælles samtidig med at opretholde to klasser.

Hjemmefra havde vi undersøgt, og spurgt os frem. Et noget nær must var Klatreskoven, der koster temmelig meget, men så afgjort kan stoppes ind under termen teambuilding. Vi havde bare ikke penge nok. Hjemmefra var gjort et forsøg, men budgettet var stramt og lidt for snært til klatring i træer.

Indtil vi stod i Kolding, spurgte alle børnene og samtidig gjorde opmærksom på at vi ikke kunne garantere at det blev til noget. De fleste ville gerne. Men fraregnet de elever der blev hjemme, og de få der ikke turde, så prisgrundlaget noget bedre ud. Og da det samtidig viste sig, at vi havde lidt flere penge end først regnet ud, var der måske alligevel en mulighed.

Altså gik jagten ind på et godt tilbud tirsdag morgen. Planen var at klatre tirsdag eftermiddag. Lidt snært, men man har vel lov at håbe. Så mens vi andre så på Koldinghus brugte Hansen og Mikkel tid på at opretholde forbindelse, ringe rundt og skabe grundlaget for en sjov eftermiddag.

Det lykkedes ikke. To timer efter entreen til Koldinghus, stod vi udenfor og Mikkel måtte overbringe de triste nyheder at klatreskoven ikke var en mulighed. De havde prøvet, prisen var aftalt, men der var ingen instruktør. Ærgeligt, men heldigvis var der et arrangement på biblioteket og der var også noget Find2learn.

Ungerne hang lidt med hovedet, men accepterede nærmest uden nogen form for brok. Pænt imponerende, specielt når det de nu blev stillet i udsigt ikke umiddelbart var særlig spændende. Vi satte os ned til søen for at spise frokost, hold blev fordelt til løbet ud i Kolding og omegn og vi begav os mod græsplænen neden for SlotsøBadet. Her stod en mand og pumpede noget der lignede kæmpestore badebolde op.

Hansen holdt masken, brokkede sig lidt over at manden stod i vejen – han havde lige tænkt at vi skulle bruge græsplænen – gik over og snakkede med ham, kom tilbage og sagde at manden skulle bruge boldene om en time, så vi kunne få lov at lege med dem indtil da.

Jublen brød ud, en turnering blev lynhurtigt stablet på benene, holdene var allerede sat, de store badebolde er hule i midten og beregnet til at indeholde en spiller, og derudover er det noget i retning af gængse fodboldregler der spilles efter.

Det var sjovt. Noget af det mest morsomme jeg længe har oplevet. Vinderholdet fik lov at spille mod de voksne – det var ikke lige så sjovt. En anden gang vil jeg hellere se på. Men ungerne morede sig. De glemte alt om sko, der ikke kan tåle græs. knæ der ikke kan bøjes og andre skavanker, der til tider gør det meget svært at gå langt.

Det er nærmest umuligt at se bolden, det gør ikke ondt at hoppe rundt og de letteste elever dansede rundt i kampens hede – oftest på hovedet, når de blev ramt af en modspiller. Flere af ungerne glemte at de spillede bold og havde mere sjov med at nedlægge hinanden, de var på og grinede så selv de sejeste glemte at være cool. Et par stykker fik hudoverskrabninger fra håndtagene inde i bolden og en enkelt fik næseblod. Det afholdt dem på ingen måde fra at spille videre.

En time efter var det slut og vi begav os tilbage til skolen, hvor vi overnattede og hvor de stedlige elever bød på aftensmad og fællesskab. Manden med boldene pakkede sammen, og mere end en elev undrede sig over hvorfor – skulle han ikke bruge dem nu?

Da klatreskoven viste sig umulig, havde Hansen og Mikkel ringet rundt til alt og alle. Undervejs fik de fat i en mand med noget laserskydning, der heller ikke kunne lade sig gøre – men han havde sådan nogle bumberballs, hvis det var noget…?

Det tror jeg nok det var!