lørdag den 24. september 2016

Statistrikk


Jeg listede ind til foredraget om statistik og strik.

Kathrine Frey Frøslie er en fantastisk fortæller, og selvom jeg missede noget af det norske, var det en fornøjelse at høre om statistik på en helt ny måde.

Kathrine er ansat som forsker på Rikshospitalet i Oslo, har en master i statistik og ville gerne udbrede kendskabet til en større kreds. Så hvorfor ikke strikke statistikken? Det gjorde hun. Det gør hun. Hun kan slet ikke lade være.


Statistrikk - #knitwork16


I det mest farverige foredrag forbandt hun strik med statistik. Hun fortalte levende med billeder, historier og humor der til tider fik tilhørerne til at krumme sig sammen af grin. Koblingen mellem strik og statistik er så forkert at det bliver helt rigtigt, når Kathrine fortæller.

Hun startede ud med at fortælle om appelsiner. Hun ville strikke en appelsin. En appelsin er det helt rigtige i forhold til statistik, for den ligner allerede fra start (skåret midt over) en lagkage, og hvem ved ikke at lagkagediagrammer er god start på en statistik?

Men hvor mange både er der egentlig i en appelsin? Det var ikke nemt at finde ud af. Hun startede selv, pillede den ene appelsin efter den anden, talte både, spiste både, skrev ned hvor mange både den enkelte appelsin indeholdt. Men det var slet ikke nok. Da hun ikke kunne spise flere appelsiner, fik hun bredt projektet ud til sine børn, til sine børns skole og videre til universitetet.

Der blev talt. Der blev spist. Der blev regnet og i sidste ende viste et meget fint søjlediagram at gennemsnittet af appelsiner indeholder tolv både. Derpå strikkede hun en appelsin med tolv både.


Statistrikk - #knitwork16


Hun fortalte om flere sjove eksperimenter, om sygdomsdiagrammer, om kighoste og om vaccinationsponchoen, der meget præcist viser at hvis 82 procent af befolkningen er vaccineret mod kighoste kan sygdommen holdes nede og epidemier opstår ikke. Inden da havde hun på allerfineste vis, vist os hvordan sygdomme spredes eller ikke spredes.

Men lagkagediagrammer er ikke retvisende i statistik – siger “ægte” statistikere. Lagkagediagrammer mangler nemlig alt det som søjlediagrammer er meget bedre til at vise. For eksempel statistik over hvor mange børn der bliver født på månedsbasis i Norge.

Dermed så et barnevognstæppe med søjler dagens lys. Og dermed også historien om hvordan Kathrines store søn havde talt tilbage fra måneden med flest fødte børn og undret sig over, hvad der lå til grund for at så mange børn blev skabt i oktober måned?

En sammenligning med et nyt tæppe baseret på fødselsstatistikker fra dengang Kathrine selv kom til verden, viste meget tydeligt at de fleste børn dengang kom til verden ni måneder efter sommerferien. Det gav mening, Det gjorde oktober også, for i Norge findes en skæringsdato i forhold til hvornår børn begynder i børnehave.

Dermed kunne det konstateres at i gamle dage blev børn født ni måneder efter man havde sex. I dag har man sex ni måneder før barnet bliver født.


 

Statistrikk - #knitwork16


Som noget af det sidste viste hun et diagram, der viser noget om hukommelse. Det er bevist at skriver vi noget ned, husker vi det bedre, end hvis vi ikke skriver det ned. Ser vi noget husker vi det endnu bedre, men tegner vi er erindringen bedst. Kathrine mener at strikker vi det, vi skal huske, vil vi uden tvivl aldrig glemme det.


6 kommentarer:

  1. Tak for en levende beretning. Hold da op, det gad jeg godt have hørt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt Lene. Det var et meget underholdende foredrag :)

      Slet
  2. Svar
    1. Violykke, du kan nå det i morgen, der kommer hun igen :)

      Slet
  3. Kjære Pernille! Tusen hjertelig takk for fantastisk hyggelig omtale! Dere var også et strålende hyggelig publikum å snakke for. På gjensyn neste år :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvtak Kathrine. Jeg er klar næste år :)

      Slet