Sidste nyt fra farvernes Verden

Jeg plukkede pileblade. Sifka havde set pileblade farve lyserød, og jeg prøvede af. Anders agerede kyndig ud i naturen, og gik forrest i jagten på de famøse blade. Mens jeg blot kan konstatere at skelnen mellem naturens vidundere ikke er min stærke side.

Måske ikke den bedste kompetence at mangle, når nu jeg vil plantefarve.

Jeg lærer det vel, tænker jeg, og satser på at Anders’ viden smitter af. Ellers må han med, når der skal sankes i naturen.

Jeg kan også konstatere at der må findes uendelig mange forskellige pilearter. Den art Anders fandt farvede ikke lyserød. Den farvede gul. Jeg er ikke speciel glad for gul, men det er faktisk en ret fin farve, der kom op af sylteglasset.

Jeg havde en forventning om at det skulle have stået en uge længere i solen, end det rent faktisk endte med at gøre. Jeg skyder skylden på de friske ellekogler vi gik forbi på vej hjem fra haven engang i sidste uge. For det er i hvert fald ikke min skyld…

Jeg vidste ikke det var ellekogler, og Anders havde glemt det. Heldigvis er der hjælp at hente ude i den store virtuelle Verden. Et billede, et spørgsmål og inden længe kunne de første tre lede på rette vej. Jeg takker og håber at den ny viden hænger ved. Ellers må jeg spørge igen.

Koglerne kom i glasset ved siden af pilebladene. Desværre har jeg forlagt låget til det ene glas. Efter den første halve uge, mente jeg at rystning af glasset ville være en god ide. Så jeg rystede. Begge glas. Med samme låg. Uden at gøre låget rent undervejs.

Det smitter vel ikke af tænkte jeg, men kom siden på bedre tanker. Det er jo kemi, og efter endnu et par dage begyndte toppen af begge glas at udvikle mug eller råd. Op kom garnerne og jeg tænker tanker om at låg ikke skal deles. At ilt ikke er velkommen og at pileblade og ellekogler ikke deler samme bakterier eller intern kemi.

Og måske smittede det faktisk af. Jeg har svært ved at afgøre om det gullige på ellekogleafkoget er fra pilebladene eller en rest mug.

Jeg blev endnu engang klogere. Det gule pilebladegarn ville sikkert ikke være blevet meget mere gult, og ellekoglerne havde vist også trukket, hvad de kunne trække. De farvede fint lyst brunt. Jeg havde håbet på noget mørkere.

Siden har jeg set at ellekogler, der ikke længere er helt så friske, men er blevet brune og har åbnet sig, måske farver mere. Jeg ved hvor træet står, så en tur forbi senere på efteråret er planlagt på min mentale liste over ting jeg skal huske. Samme sted så jeg at garn bejdset i soyamælk muligvis også trækker mere farve fra de mindre friske ellekogler.

Altså er jeg langt fra at være færdig med farvelegen.

Bare ærgerligt mit sidste halvtredsgramsfed råhvid uld ligger i ske med avocadosten for øjeblikket.

Et eksperiment, der i øvrigt spændende ser ud, og sikkert kan pilles op, når jeg vender hjem fra Kolding.