Emilie og Anders

Emilie var fem år, da Anders kom ind i hendes liv.

Det allerførste møde var ikke det bedste – eller mest pædagogiske. Jeg havde en tanke om, at den dag en ny mand skulle ind i mit liv, skulle børnene introduceres med passende mængde tid og følelser til rådighed. Resultatet blev noget anderledes.

Vi troede os sikre, når Anders kom sent om aftenen, overnattede og gik tidligt næste morgen. Det holdt ikke længe, og en nat sad ikke bare et, men to børn i min seng og skændtes om hvem der kom først. De sov ellers på det tidspunkt begge hele natten i deres egne senge. Det gjorde de ikke den nat, og de følgende dage spurgte Emilie med mellemrum: “Kommer drengen tilbage?”, og så kunne introduktionen lige så godt overståes med det samme.

Hun blev alligevel ret hurtigt glad for ham, men han skulle heller ikke tro han var noget, og sætningen. ”Du er ikke min far!” er hørt mange gange gennem årene.

På et tidspunkt fik hun alligevel brug for at give Anders en funktion, der ikke var far, heller ikke papfar – det smagte for meget af det første – og hun opfandt begrebet Papfugl. Anders har været papfugl i mange år.

Når vi er på tur – som i sommer i Sverige, lader det sig ikke fornægte at de er glade for hinanden og begge nyder godt af selskabet. Det er også muligt at tage billeder, der beviser fakta – hvis man er hurtig. Hvis ikke stiller de som regel op og forsøger at se ud som om de hverken tør eller vil røre ved, eller have noget med hinanden at gøre…

Omend de alligevel ikke ser sådan ud.