Koldinghus

I midten af det elvte århundrede gik grænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig ved Kongeåen. For at holde fjenderne på afstand byggede Erik Klipping – ham der blev dræbt i Finnerup Lade – en borg ved Kolding. Borgen bestod af to fløje og en mur, der tilsammen stadig danner grundformen for Koldinghus.

Borgen blev bygget på det højeste punkt, ved det der formentlig allerede dengang var en by eller en købstad. Den blev forsynet med voldgrav og en foranliggende staldbygning, gennem hvilken adgangen til slottet bestod i mange, mange år.

Koldinghus var en vigtig brik i magtens spil gennem hele middelalderen og langt op gennem tiden. Vigtige møder og vigtige beslutninger er taget på Koldighus. Her mødtes Margrethe d. I og Erik af Pommeren flere gange. Christian d. I blev modtaget på Koldinghus, ved sin ankomst til Danmark som nyvalgt konge fra Oldenburg i Nordtyskland, og mange af den danske kongerække boede i lange perioder på Koldinghus.

Da Christian d. III kom til magten var kanonen blevet opfundet, og Koldinghus kunne ikke længere leve op til kravet om beslyttelse. Kongen valgte derfor at bygge borgen om til et slot. Voldgraven blev kastet til og murene blev revet ned til fordel for endnu to fløje, samtidig med at slottet blev forsynet med forsirringer, trappetårne og fine udskæringer i ægte rennæsancestil.

Kong Christian d. III holdt meget af Koldinghus og gennem hans regeringstid blev slottet flittigt benyttet. Christian d. III døde på Koldinghus, og hans enkedronning blev boende på slottet til også hun døde. Det betød at Koldinghus forblev et magtcentrum i lang tid efter at København blev den vigtigste by.

Senere blev Koldinghus rammen om Christian d. IV’s opvækst. Han boede på Koldinghus sammen med udvalgte venner, blev oplært i kongegerningen, lærte ikke at dele og da han blev gammel nok, blev Koldinghus hans første store byggeprojekt. Senere fulgte mange flere, men det er ren historie.

Christian d. IV omdannede rænnesanceslottet til et barokslot. Han ville have en imponerende bygning, der kunne hilse besøgende sydfra velkommen. Han tilføjede slottet en kirke og en syvoghalvtreds meter lang festsal. Over disse lod han Kæmpetårnet opføre. Tårnet er ikke kæmpestort, som man kunne fristes til at tro. Næh, navnet hentyder til de fire kæmper fra græsk mytologi, der vågede over hver sit hjørne på toppen af tårnet. I dag er kun Herkules tilbage.

Med tiden mistede Koldinghus sin magtposition. Slottet lå i perioder øde, og kun Frederik d. IV genoplivede en kort peiode slottet i al sin glans. Da pesten brød ud i København, lod han sin kone blive og flyttede selv til Koldinghus. Også han byggede, ville omdanne slottet til en genklang af de meget symmetriske slotte ude omkring i Verden. Enhver der har set grundtegningen til Koldinghus vil vide at det projekt var dømt til at fejle.

Han prøvede, og efter at have forsynet slottet med et imponerende indgangsparti fra borggården ind i vestfløjen, der trods anstrengelserne ikke gjorde indtrykket symmetrisk endte han med at opgive. Frederik d. IV boede længe nok på Koldinghus til at nå at forelske sig i Anna Sophie Reventlow, bortføre og gifte sig med hende. Desværre var dronningen tilbage i det pestbefængte København ikke bukket under, så ægteskabet blev til venstre hånd.

Tiden gik, Koldinghus stod tomt, indtil spanske soldater i 1808 blev indkvarteret på Koldinghus. De skulle hjælpe i kampen mod englænderne der året før havde bombet København sønder og sammen. Det var vinter, sneen lå højt, soldaterne frøs og tændte op i alle kaminerne.

Men ak, slottet havde stået øde så længe at det ikke var vedligeholdt. Formentlig har kaminerne ikke været renset og hele slottet brød i brand. Det brandte i to døgn, Kæmpetårnet styrtede sammen og ødelagde både riddersalen og kirken underneden. Om soldaterne overlevede melder historien ikke noget om, men da branden var slut stod kun de sodsværtede mure tilbage. Alt andet var væk.

I hundrede år stod slottet som en ruin. Geder og får græssede mellem de sodsværtede ruinvægge og havde lokalbefolkningen brug for at bygge ud, var ruinen et fortræffeligt sted at samle materialer. I 1830 var ruiner det nye sort, havde man ikke en ægte, byggede man en. Med ønsket om at se en ægte ruin rejste HC.Andersen til Kolding, og blev forfærdet over at se hvordan byens borgere langsomt nedbrød det tilbageblevne. Han igangsatte straks en redningaktion – eller lod gennem venner og deres venner kongen høre om hvordan Koldinghus var ved at forsvinde. Kongen blev åbenbart også forfærdet, for ruinen blev fredet.

I slutningen af attenhundredetallet opstod tanken om at genopbygge Koldinghus. En række prominente borgere i byen stod i spidsen, var frygtelig romantiske og mødtes kun i måneskin, drak rødvin og snakkede om hvordan Koldinghus skulle føres tilbage til fordums pragt.

Ingen vidste for alvor hvordan Koldinghus havde set ud inden branden. Det lykkedes alligevel forsamlingen i Kolding, der havde stiftet Museet på Koldinghus at genopbygge det meste af nord- og vestfløjen. De byggede som de forestillede sig det kunne have set ud, for der var ingen tegninger, og på den måde endte interiøret fra det gamle kongelige bibliotek i København på Koldinghus.

Genopbygningen blev forsinket af op til flere krige og først i halvfjerdserne blev den sidste del sat ind. Nu var det ikke længere tanker om at genopbygge til fordums pragt, der styrede. Nu ville man vise det prægtigste man havde frem. Ruinen. Murene. Derfor blev det besluttet at det skulle være tydeligt hvad der er nyt og hvad der er gammelt.

Jeg kan godt huske at have hørt om færdiggørelsen af trævæggen, men det kom alligevel bag på mig at det ikke er længere tid siden. Til gengæld er jeg ret imponeret over hvor flot opbygningen er lavet og hvor fint den gamle ruin passer sammen med det nye.

Det var spændende at se Koldinghus, og min oplevelse var, at også eleverne synes det var spændende. Det sidste er jeg sikker på kan tilskrives den afsindig gode rundvisning vi fik.

Det ovenstående bygger på en folder fra Koldinghus, den kompetente rundviser, Koldinghus’ egen hjemmeside og Wikipedia.