lørdag den 10. september 2016

Havevejr


Lørdag har været en skøn dag, en af dem, hvor det føles som jeg har jeg ingenting lavet – og alligevel nået en masse.


Haven - september 2016


I dag føles som den første weekend i lang tid, jeg bare har kunne være. Det er ikke rigtigt, og så alligevel. En pludselig forståelse, får mig til at tænke på det psykologiske aspekt i ingenting at skulle lørdag frem for søndag. Er der mere afslapning  en lørdag uden planer, end i en søndag uden planer?

Lige nu tror jeg det. Men det kan hurtigt blive modbevist.

Om ikke andet er det første lørdag i temmelig mange weekender, jeg ikke har skemalagte planer. Og det har været skønt. Næste weekend er ligesådan, der følger søndag endda i samme fodspor, og jeg skal nyde det.

Jeg startede i sofaen. Havde god tid og hæklede – både den ene og den anden vej – på et forsøg  ud i kjolehækling i fri hånd, der efter en del tilbagehækling ser ud til at blive rigtig godt. Eneste problem lige nu er, at jeg er bange for at have for lidt garn…


Haven - september 2016


Jeg havde lovet Anders at gå med i haven, og da Anders sov længe blev tiden i sofaen tilsvarende lang. Jeg nåede både at hækle alt det jeg havde trævlet op – af flere gange – og sige farvel til Emilie, inden hun tog på arbejde, før han dukkede op.

Da det nu var lørdag, og ingen havde travlt, gav vi os god tid. Anders drak kaffe og vågnede langsomt, inden vi pakkede os sammen mod en tur i haven.

Vi inspicerede, lugede og vandede. Det sidste er der god brug for i disse varme sommerdage. Vi sagde goddag til en lille tudse, der ikke synes vi var lige så spændende som omvendt, og jeg satte mig for at rydde langs kanten ud mod stien.

En halv meter fra hjørnet blev jeg stoppet af en samling tudseæg, fint placeret uden for solens stråler mellem høje græsser. Vi lod det resterende stå, forsøgte ikke at genere for meget, dækkede behørigt til, pakkede os sammen og gik hjem igen.


Haven - september 2016


Hjemme besluttede vi at spise ude. Da Emilies vagt var færdig, mødtes vi ved den italienske, der serverer antipasti til forret, men med så meget på tallerkenen at det snildt kan gøre sig ud for en hovedret.

Det var koldt da vi gik hjem. Godt mætte – og en lille smule trætte.


2 kommentarer:

  1. Hej Pernille

    jeg tror det er dræbersnegleæg, du har fundet i din have. Tudser lægger æg i vandet om foråret, mens det er sæson for snegle nu. Prøv at google billeder af snegleæg.

    mvh Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Lone, du har ret. Anders blev i tvivl allerede i aftes og tidligt i morges forsvandt de. Ingen dræbersnegleæg til os :)

      Slet