tirsdag den 24. september 2013

Tidlig morgentur


September 2013


Det er muligt Daniel ikke tænker nærmere over hvor meget jeg gjorde for ham, da jeg i lørdags gik langt efter stole til ham. Det er også muligt han ikke skifter sit tøj alt for tit og har en temmelig letfældig tilgang til rengøring. Og det er muligt at katte ikke har godt af at bo under ungkarleligende tilstande.

Men ingen kan tage fra ham, at han er omsorgsfuld, tænker på sine omgivelser og vil dem alle det bedste.


September 2013


Det var Daniel, der til sin attenårs fødselsdag brugte to timer til at holde om en kammerats kæreste, der havde det dårligt/havde drukket for meget, i stedet for kammeraten, der måske nok burde have trådt til. Og det er Daniel, der mere end en gang er taget på hospitalet med venner og veninder.

Da jeg vågnede i morges til en sms, om ikke jeg ville spørge hans vicevært om han skulle ligge inde med en ekstranøgle og kigge til kattene, vidste jeg godt at det igen er hans omsorgsfuldhed der slog igennem.

Jeg vidste også at han sad på et hospital med en veninde, der engang i aftes havde skåret sig godt og grundigt i et håndled. Jeg vidste at han ikke havde tænkt sig at tage fra hende, før han følte det sikkert, og jeg vidste at kattene havde været alene længe nok til at det ville være en god ide at gå forbi.

Et forsøg på kontakt til Daniel viste at han faktisk havde tre nøgler, havde alle sammen på sig, endnu ikke har lagt ekstranøgler nogen steder, og forøvrigt ikke var længere væk end Herlev.


September 2013


Jeg tænker ikke at viceværten ligger inde med ekstranøgler. Jeg ved at vores ikke gør og selvom vi bor i forskellige afdelinger er det stadig samme boligselskab. Altså fik jeg hurtigt klædt mig på, og var heldig at den direkte bus til Herlev Hospital kom kort efter.

Jeg var lige så heldig da jeg skulle den anden vej. Det er ellers den dumme bus, der kun kører en gang hver halve time og er hundrede år om at nå frem - en gang hver halve time er meget sjældent heromkring. Jeg ved godt det er anderledes andre steder i landet.

Misserne har været besøgt og jeg satser på endnu en hurtig tur forbi på vej til arbejde. Der var nemlig næsten mere kattegrus på badeværelsesgulvet end i bakken og de der småting han stadig mangler, men som jeg har købt nogen af, står stadig her. Kosten for eksempel. Og spanden, kludene og fejebakken. Nu kan de komme med over.

Jeg har købt en ny pose kattegrus og håber kræene vil sætte pris på rent.

prikker

8 kommentarer:

  1. Og Daniel ved, at han kan regne med sin mor, det er der desværre en del unge, der ikke kan. Dejligt at han tager vare på både venner og dyr, håber dog at han også passer på sig selv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det sidste, kan jeg godt være lidt usikker på Lene. Men jeg kan se han er på vej, og jeg er sikker på han med tiden nok skal lære det :)

      Slet
  2. Ja. Jeg tror ikke æblet falder langt fra stammen her.
    Birgitte - Røjle, Middelfart

    SvarSlet
    Svar
    1. Birgitte, jeg håber jeg har lært mine børn noget godt, de kan tage videre med sig. Umiddelbart oplever jeg dem begge som fornuftige og med evne til at tage deres egne beslutninger. De er for store at lave om på nu, så jeg kan bare håbe, det de har fået med er godt :)

      Slet
  3. Han har det jo ike fra fremmede :)

    SvarSlet
  4. Det lyder til du har en helt vidunderlig søn, der går op i de bløde værdier og er et dejligt menneske !
    I min kogebog er det langt vigtigere end rengøring og rent tøj :)
    Kh. Muffi

    SvarSlet