Udfording på højt plan

De sidste år har der ikke været den store lyst til krea i Caféen. For at udnytte de få kvardratmeter vi har, tog jeg konsekvensen sidste år og nedlagde hobbyafdelingen, der kun fyldte op og altid stod gabende tom. I stedet havde jeg få ting, der med mellemrum blev fundet frem.

Med nye medlemmer, og specielt med en stor flok piger, dukkede ønsket om krea op igen. Klart sagde jeg og fandt hobbykatalogerne frem. Hvad kunne I tænke jer? fortsatte jeg, og lod i første omgang tøserne om at komme med ideerne.

Det var ikke fordi det var dårlige ideer de kom med. Jeg synes bare ikke der var nok i det. Jeg synes de er for store til at plaske maling på en papdims - for at sætte det på spidsen. Jeg krævede at skulle der hobby på bordet, skulle det være noget der dels tager længere tid, dels kræver en indsats, og som betyder at der skal arbejdes for sagen.

Okey. Sagde de, og synes egentlig det var helt i orden. Jeg satte mig og overvejede hvordan deres første ideer kunne omsættes til noget mere krævende. Noget kunne med lethed omsættes til mere, noget blev med hård hånd forkastet og nye ting blev fundet frem.

Ikke meget. Der skal ikke være åbent på alle hylder. Der skal hellere være lidt, men godt.

Og perler. Rørperler. Af den slags alle børn med repekt for sig selv har lavet siden børnehavealderen. I en ny version. En af pigerne kom med ideen, og jeg var hurtig til at følge op.

Siden har alting i hele Caféen kun drejet sig om perler. (Næsten. Det er også FIFA og teenagesnak og alt det andet der hører til.) Perler der danner billeder. Perler der sættes på plader efter koder frembragt af et computerprogram. Perler der klistres op på en bagplade og pludselig giver mening.

Det er et godt projekt. Det kræver tålmodighed, koordinering og koncentration. Alt sammen noget, jeg oplever mange børn kunne have glæde af at træne noget mere. Nogen sidder længe, nogen sidder knap så længe. Nogen snakker mere end de samler perler, men jeg er alligevel sikker på, at det er godt for dem alle.

Der var mange der greb ideen med det sammen. Men der var også en del skepsis. Jeg vidste at nogen først ville forstå konceptet, når de fik mulighed fro at se med egne øjne. For vi er forskellige. Nogen forstår ved at lytte, andre med øjnene. Og nogen med helt andre sanser.

Altså lavede jeg også et billede. Det gik overraskende stærkt og det var sjovt at følge processen. I dag blev det færdigt. Klæbet op, og vist frem. Fra at være perler i mærkelige formationer, kigget på og sat på plader med meget kort afstand, blev det pludselig et billede. Et billede med mange flere detaljer, end jeg regnede med, da jeg sad med hovedet begravet i kode og stiftplader.

Jeg var ikke den eneste, der blev overvældet. Og i løbet af ganske kort tid, sad endnu et par af ungerne og satte perler på plader efter nøje planlagte forløb.

Vi skal også smelte tin og lave lamper af papirgarn og balloner, men det bliver først når dampen ikke længer er helt så høj i forhold til perlerne. En ting ad gangen. Der er ganske enkelt ikke plads til mere.

Jeg brugte det første billede i dette indlæg som forlæg. Beskar groft og sehpiatonede. Jeg har voldsom lyst til at prøve at lave endnu et billede efter samme forskrift, men i naturlige farver. bare for at se forskellen.