Christiansø

Sidst jeg var på Christiansø, husker jeg noget med kanoner, gule huse og kig til havet. Jeg husker den spinkle bro over til Frederiksø, og krudttårnet, der huser museum og gamle kanonkugler. Jeg husker hygge, min far, Lise og en dagsudflugt. Og jeg husker små sure tyske børn, der boede på campingpladsen og mente øen var deres.






Denne gang husker jeg frokost på Gæstgiveren, en tur gennem en mindre befærdet del af øen. Jeg husker kirkegården, med inskriptioner om militære ledere, fiskere og andre, der i tidens løb har befolket øen. Jeg husker udsigt, indsigt og morbær, som jeg ellers før er stødt på.

Jeg husker haver, skov- og kratbevoksning, det lille glas honning, der nu står ude i skabet i køkkenet, og er et af de hundredetretten glas to stader med garanterede økologiske brune bier har frembragt.
Glassene er nummerede og vi fandt dem i en lille bod ved et lille hus.








Jeg husker Fængslet og cellen vi kiggede ind i. Fængslet på Frederiksø var ikke for hvem som helst.
Det var straffefanger, samfundskritikere og folk der ikke skulle kunne flygte. Jeg husker murene og befæstningen, der tydeliggør at øerne var en bastion og et militært anlæg fra første færd.

Jeg husker skolen og den lille kasse med frø fra sjældne Christiansøplanter, som kunne købes med hjem, og helst ikke skal have for meget pleje. Jeg husker en skøn dag, et skønt selskab og alt for lidt tid, inden båden sejlede tilbage mod fastlandet i form af en noget større ø.

Der er altså skønt på de to bittesmå øer, langt ude i Østersøen.