Glæde og fryd

Daniel manglede stole. Hanne havde fire stående, der skulle smides ud.

Jeg sagde jo tak, fandt vognen, der trods flere forsøg endnu ikke er hentet, og begav mig mod Vanløse.

Forresten er det er over et år siden vi midst tre gange forsøgte at få vognen afhentet. Hurra for distributionsvirksomheder, der ikke gider have deres ting tilbage, tænke jeg og arkiverede den til fremtidige bugseringer.

I dag var en af de dage med brug for transport, og de fem kvarter jeg brugte på at nå frem til den anden ende af Vanløse var godt givet ud. Det viste sig nemlig at ikke alene var det en flok afsindig flotte stole Hanne havde stående. Der var også fem af dem, da de nåede frem i lyset.

Jeg læssede vognen, sagde pænt tak og begav mig hjemad igen. Denne gang i et noget mere nedsat tempo. Det er en fin vogn at transportere i, men hold da op hvor er den tung. Heldigvis er der grin at hente. Specielt fra manden, der kiggede da jeg kom gående og råbte efter mig, at dem kunne jeg da ikke få ind i postkassen.

Fremme ved Damhusengen, ringede min mor, og da jeg beklagede mig over tyngden, lovede hun uden videre at komme og hjælpe. Det gjorde godt. To til at trække er meget, meget bedre. Næste gang tungt skal transporteres, skal vi være to. Så skal jeg bare lige huske det.

Næsten hjemme, stoppede vi ved Daniel, der i mellemtiden var vågnet og klar til at bære op. Han blev glad og kammeraten, der heldigt bor i nabolejligheden, gav et nap med.

Katte blev nusset og vi sagde pænt farvel. Vi fortsatte turen til en velfortjent kop the, inden min mor gik igen for at finde en bus, og jeg stadig prøver at overbevise mig selv om, at vasketøj skal hjælpes, hvis det skal blive rent.

Spørgsmålet kunne være, om det er i dag, det skal være rent...