Endnu en skøn weekend

Når man som mig er introvert, kan det være lidt hårdt med alle de weekender hjemmefra. Men jeg ville ikke have undværet. Næste weekend har jeg ingen planer, ud over en søndag med Sille. Vi skal i biografen. Der er bestilt biletter til Kvinden i buret, og jeg glæder mig.

Den nyligt overståede weekend har været skøn, fremadstormende og alt for hurtigt overstået. Og det trods fredagsfri og dermed forlængelse.

Jeg startede tidligt ud fredag. Hankede op i min allerede pakkede kuffert og fandt min siddeplads i lyntoget mod Aarhus. Nina havde lovet at hente, men faldt i søvn på sofaen. Hun ringede og spurgte om jeg selv kunne tage bussen, hvis hun gelejdede mig på vej. Byggeplaner har nemlig flyttet det stoppested, jeg troede jeg kendte.

Jeg har været med bussen før. Aldrig alene, men jeg mente mig nok kompetent til at stå af det rigtige sted. Altså kunne hun i ro og mag brygge the til jeg nåede frem. Og jeg kunne kigge langt efter den garnbutik, der lå lige ud for stoppestedet, men som jeg med fare for at glemme bussen, ikke turde gå ind i.

Resten af fredagen var bare skøn. Nina havde fri, og vi havde timer alene, inden resten af familien fandt frem fra arbejde og skole. Vi lavede lækker mad, vi hyggede, strikkede, snakkede og skulle nå det hele på den halve tid, for allerede inden middag lørdag, skulle jeg hentes til den videre færd.

På min fars side af familien har vi mødtes en gang om året de sidste mange år. Det er altid skønt, og i år havde min fætter, der har bosat sig lige syd for Limfjorden, lovet at ligge hus til. Jeg kombinerede med en tur hos yndlingsfamilien, mens min søsters og hendes ventede med at tage af sted til lørdag morgen.

Og mens vi sad i Aarhus og hyggede og egentlig ikke havde travlt, sad først Ann-Dorthe og siden min far i kø i noget der lignede et par timer, lige uden for Vejle, for et uheld krævede tålmodighed af traffikanterne. Nina synes det var fint, for så blev jeg det længere og den efterhånden samlede familie længere mod nord, klarede heldigvis at være sammen uden os, indtil vi endelig dukkede op - noget senere end beregnet.

Tiden gik alt for stærkt. Mørket faldt alt for hurtigt og da maden var spist, kagen onduleret og kaffen indtaget, kravlede vi tilbage i bilen, jeg slugte et par køresygepiller, og med Ann-Dorthe ved rattet blev kursen sat mod sydligere egne, broer og endelig Næstved og Mogenstrup.

Jeg faldt i søvn. Ungerne sov sødt oven i hinanden og Claus lukkede vist også et øje elle to, mens Ann-Dorthe passede rattet og den tomme og meget farbare vej. Der gik ikke lang tid fra vi holdt i indkørslen og motoren blev slukket, til vi alle lå under dyner. Søndag morgen sov de fleste af os noget længere end vanligt.

Søndag var tid til langsommelighed. Søndag var indkøb, rulleskøjtetræning for Victoria og hjemkomst af Zacharias, der heldigt nok er i aflastning alle de weekender med store familiearrangementer, han alligevel helst betakker sig for.

Inden Claus søndag aften pakkede sig sammen, gjorde klar til arbejde og kørte mig hjem, nåede jeg at blive vist rundt i huset af en Zacharias, der åbenbart mente det var på sin plads. Jeg så døre. Både nogen der kunne åbne, og nogen der kunne lukke. Det er jo sådan set ret smart med sådan nogle døre. Så vi åbnede og lukkede et par gange - bare sådan for at være på den sikre side.

Jeg nåede også at se filmstumper af Angry Birds og grønne grise, der udtænkte skøre planer for at stjæle æg. De er et hit lige nu, og jeg føler mig temmelig heldig, sådan at være udvalgt til at måtte se med. Det er ikke alle, der får lov til det. - Og se lige, sagde knægten, og startede den næste film...