Og det kaldes arbejde....

Tolv børn, fem telte, to voksne, et bål og en hel masse glæde, sjov, fnis, sjofle ord, mad og skumfiduser til senere.

Vi plejer at holde overnatningen tidligere på sommeren. Før sommerferien. Men af flere grunde valgte vi at udsætte. Det var en god beslutning.

Vejret viste sig fra sin bedste side. Solen skinnede, luften var mild og så ikke antydningen af regn. Noget vi ikke har været forskånet for de sidste mange år.

Tolv opsatte børn mødte frem. Ni fra sjette klasse og de tre store fra ottende. Selv om der er års forskel fungerede de fint sammen. Teltene slog de selv op. Med hjælp - det var nødvendigt. Nogen synes det var en mærkelig ide, at de selv skulle gøre det. Nogen synes det var lige så mærkeligt, de selv skulle slå dem sammen i morges, men ingen brokkede sig.

Bålet blussede lystigt, luftmadrasser blev pustet (og prustet) op, nogen løb om kap, andre fandt bolde og indtog fodboldbanen. Det sidste er nemt, for grillpladsen og græsset til teltene ligger lige i forlængelse af banen. Med atletikmuligheden på den anden side.

Da alt var klart, og de brændende knuder blevet til gløder, fandt vi maden frem. For første gang nogen siden var der undren over de manglende pølser. Jeg vidste ikke de manglede. Havde overhovedet ikke overvejet muligheden. Jeg synes vi skal have ordentlig mad...

Et kort øjeblik blev både Anja og jeg urolige for, om der var mad nok. Det var der heldigvis. Og mens jeg pakkede væk, satte opvaskemaskinen i gang og æltede dej til langtidshævning og morgenboller, forsvandt solen, bålet blussede op igen og ungerne indtog atter fodboldbanen. Denne gang uden den store mulighed for at se hinanden. Det afskrækkede dem ikke.

Næste gang skal vi huske knæklys til montering i pander og om bolden.

En enkelt blev nedlagt et par gange, og så er det godt med isposer fra fryseren, ellers var alle glade, hyggede og gjorde det næsten for nemt at være på arbejde. Da bålet endnu en gang var blevet til gløder, fandt vi de sidste pinde og de mange skumfiduser frem. Mange, for jeg havde købt, og Berit synes ikke vi skulle undvære. Sammen med chokolade og mariekiks forsvandt en hel del. Men der er vist stadig nok til masser af bål og grill...

Tæt på midnat lå alle i teltene. Nogen sov. Nogen hyggede. Nogen lå vågne og vågede over stankelben, der ikke var til at finde. Nogen havde planer om at skræmme andre. Det sidste blev vist aldrig rigtigt til noget. Roen faldt på, jeg faldt i søvn og vågnede ikke før vækkeuret gjorde opmærksom på tid til trilning af morgenbollerne.

Effektiviteten satte ind. Kvart over otte var alle telte hængt til tørre, og ungerne ventede utålmodige på morgenmaden. Så tidligt har vi aldrig været færdige før.

Det fik dem ikke til at tage tidligere hjem. De hyggede bare videre og først et minut før den fastsatte afgangstid, kunne vi losse dem ud af døren og selv sætte kurs mod hjem og mulighed for at sove nogen timer. Ungerne mente ellers godt vi kunne holde åbent til klokken sytten, som vi plejer...

Det var en skøn aften og nat. Det er en flok skønne unger. Jeg har sovet. Lidt. Men må indrømme, jeg stadig føler mig noget dagen-derpå-agtig...