Kuglekogeren

Fra Enø er der er en gangsti på ydersiden af Græshoppebroen. Zacharias synes det bedste i verden, var at gå over broen. Da han havde været ovre og tilbage igen et par gange sammen med sin far, synes han også vi andre skulle have oplevelsen med. Altså gik vi alle sammen over broen, mod Karrebæksminde og de oplevelser, der lå på den anden side.

Alle bortset fra Emilie, der valgte at søsætte sig som havfrue, og blive tilbage på Enøsiden i fred med egne tanker.

Jeg kom sidst. Havde travlt med at tage billeder, og gik vel egentlig også i egne tanker. Da jeg endelig nåede modsatte side, havde resten af familien sat sig på en bænk med udsigt mod vandet og ventede mest af alt på, at jeg skulle blive klar til at gå tilbage.

Det skulle tage tid, for mens resten af familen sad og kiggede på vandet, havde jeg udsyn til en kæmpe kugle, der mest af alt mindede mig om gamle miner fra krigens tid. Var det en mine, har den formentlig ikke altid været rød, tænkte jeg og tænkte videre på alt hvad jeg ved om det hav af miner, der blev søsat i det Sydfynske Øhav dengang for snart firs år siden.

Mine tanker gik videre. Jeg tænkte på min morfar, der som ung var en fandens karl, der slog flikflak hen over fodboldbanelængder, kørte sin søster på Longjohn på kajkanten, og som havde en fysik der ville noget. Manden, der efter sigende kunne det hele, aldrig lod sig slå ud og som senere kørte på cykel med halve og hele (nok snarere langt mindre) telefonpæle balancerende på skulderen.

Pælene fik han fra sin ansættelse hos Fyns Telefon. De skulle skiftes, og fungerede efter brug fint som brænde i det lille hjem, min morfar og mormor startede med at bygge op i simple rum i en længe på en afdanket gård et stykke uden for Nyborg.

Jeg tænkte på historien om dengang han blev mineskudt. Dengang i han i selskab med andre repræsentanter for Fyns Telefon bevægede sig rundt i Øhavet i båd en mørk krigsvinter i arbejdsmedfør. Dengang båden ramte en mine, min morfar stod heldigt og endte som eneste overlevende.

På hans strålende fysik, der betød at han med med et flænget ben, der for altid og aldrig mere kom til fungere som før, svømmede kilometer efter kilometer mod land og et hospitalsophold, der for altid ændrede hans liv.

Et hospitalsophold, der i erindringernes lyserøde lys står som et eventyr og en rosenrød fortælling. Fortællingen om hvordan min morfar og mormor begge tilbragte julen på hospitalet i gensidig lykke. Min mormor nedkom nemlig samtidig med førstefødte. Den lille Christian, der fik kongens navn, og et par år senere blev storebror til min mor, der fik navn efter kronprinsessen.

Det var et længere eventyr. og mens jeg tænkte tilbage nærmede jeg mig kuglen, der fik tankerne på langfart, og kunne konstatere at det slet ikke var en mine.

I stedet har kuglen fungeret på den lokale papirfabrik. Maglemølle, der i mange, mange år pruducerede papir. I dag er fabrikken lukket og kuglen har været taget ud af brug endnu længere.

Hvordan den fine kugle, som hverken Zacharias eller Victoria trods anstrengelser kunne flytte på, har været brugt, er jeg lidt i tvivl om. På skiltet, der stod ved siden af kuglen, er det beskrevet hvordan gamle klude, halm og blår har været brugt i papirproduktionen, og hvordan de materialer sammen med kalk og lud er blevet kogt i kogekuglen. Inge har taget et fint billede af teksten, som også fortæller hvordan kuglen senere blev brugt som fortøjningsbøje, inden den endte på havnen med mulighed for fri fantasi.

På Karrebæksmindes egen side fortsætter fortællingen med en beskrivelse af hvordan kogningen vaskede materialerne rene til senere brug i papirfremstillingen. Her kan jeg også læse, at som fortøjningsbøje i yderhavnen, var kuglen måske ikke allerbedste bud. I hvert fald ville den ikke altid ligge fast.

Tilbage står jeg så med spørgsmålet: Hvordan er alle de gamle klude, tovværk og fibre kommet ud efter endt kogning. Jeg går ud fra at tuden øverst på kuglen har været brugt til at hælde. Men der må have været et enormt hejseværk forbundet, for som sagt kunne hverken Zacharias eller Victoria, trods deres ringe størrelse, rykke ved den store kugle.

Min nysgerrighed blev vakt. Og uden større viden, fortsætter fantasien blot...

Min morfar elskede at komme på havnen. At det var midt mellem skibe, vand og historiske vingesus, tankerne gik på langfart, gjorde kun minderne endnu bedre.