Tanker på en kampdag

Det er torsdag i dag. Den ottende marts. Kampdag. For kvinderne.

I mit fjernsyn taler de om lovforslag og ligestilling. Jeg har hørt det før. Er lidt i tvivl om, hvad jeg mener er vejen frem.

Som dagen går, kører tankerne i baggrunden, og på vejen hjem kan jeg pludselig formulere tanker, jeg ikke før har tænkt. Nok er de upudsede og nye, men det er dagen for dagen, så skal det ud, må det være på den rå og uigennemtænkte måde.

Jeg tror på ligestilling. Men kun hvis ligestillingen handler om respekt. Respekt for forskellighed. For vi er forskellige. Kvinder og mænd. Unge og gamle. Vi har alle vore forcer. Vi har alle vore interessefelter. For mig er det ikke væsentligt at der er lige mange kvinder og mænd i et udvalg. Det væsentlige er respekten.

Jeg tror det handler om grundværdier. Grundværdier, der er skabt for tusinder af år siden. Grundværdier, vi får ind med modermælken og som ingen af os reelt lægger mærke til at vi har. De grundværdier.

Værdibegreberne der blev skabt for længe, længe siden. Værdibegreber der bygger på et patriakalsk samfund. Vores samfund, som uanset hvor meget ligestilling, og hvor mange kvinder, der stoppes ind i en bestyrelse, stadig bygger på patriakalske grundbegreber. Grundbegreber kvinder også er udstyret med, og som betyder at en håndværker til hver en tid er mere værd end en omsorgsperson.

Jeg vil slet ikke afvise at flere kvinder i en bestyrelse vil rykke ved de værdier, der fra start er besluttet af mænd, men jeg tror det bliver et langt sejt træk. Jeg tror det bliver svært, fordi mange af de nye bestyrelsesmedlemmer vil blive bremset af dem selv. Af de patriakalske værdier, vi allesammen indeholder, hvad enten vi vil være ved det eller ej.

Pludselig er der stadig meget at kæmpe for!