The neverending story, farcen om pokalskabet eller historien om de to hængelåse

Nogen - vistnok til dels mig - sørgede for at modellervoksfigurerne kom med hjem fra weekenden. Selvom chefen sukkede dybt, og mest havde lyst til at krølle dem allesammen sammen, for selvom det var sjovt, er der grænser for sjovheden.

Da jeg mødte mandag var Berit på vej med alle figurerne til chefens kontor, hvor de i første omgang endte på en hylde. På vej tilbage stoppede hun op længe nok, til at vi kunne fabulere over hvad der videre skulle ske med dem. Midt i al snakken kom jeg i tanke om pokalskabet, der er indbygget i glaspartiet fra skolens ingangshall til festsalen.

Skabet står tomt, jeg har aldrig set det brugt. Berit anede ikke det fandtes, så vi hastede straks ud i hallen, kiggede og kunne konstatere at nogen for mindst fem år siden har haft en god ide. Et billede af vinderholdet fra skolens årlige motionslege på tværs af klasseskel fra 2007 - Totusindeogsyv!! - lå krøllet sammen i bunden.

Altså kunne vi hurtigt regne ud, at skabet ikke har været lukket op i temmelig mange år, og vi godt kunne bruge det til udstilling af vores kreationer - uden at spørge om lov.

Men det er ikke sådan lige at få adgang til et skab. Skabet var nemlig lukket af ikke mindre end to hængelåse. Vi fik hurtigt kontakt til en medsammensvoren pedel, der desværre ikke vidste hvor nøglen var, men ville spørge chefpedellen. Da jeg senere fik fat i ham, var chefpedellen gået og den medsammensvorne havde glemt at spørge.

Sammen kiggede vi nøgleskabene (i flertal! - er I klar over hvor mange nøgler, der hører til sådan en skole) igennem, men kunne ikke finde en nøgle med et skilt der passede, eller en nøgle der lignede noget til en hængelås. Den medsammensvorne lovede at finde ud af det til jeg mødte tirsdag - eller finde en boltsaks.

Tiirsdag troede jeg naivt nok at nu ville vi få adgang. Men nej. Nøglen var stadig væk og chefpedellen havde nedlagt forbud mod boltsakse. Han ville lede først og endte med at spørge mig om ikke også det var en nærmere navngiven lærer, der sidst havde haft adgang til nøglerne. Det kunne jeg af gode grunde ikke svare på. Han forklarede videre med store armbevægelser om nødvendigheden med hele to hængelåse. Jeg lod ham om at finde nøglen, mens jeg begyndte at miste troen på, nogensinde at få lukket skabsdøren op.

Kort efter nåede jeg at forelægge den medsammensvorne om ikke han bare kunne finde et par nye hængelåse, klippe de gamle og påstå han havde fundet nøglen. Han havde gerne gjort det, men nu sad chefpedellen med hovedet i papkasser med nøgler og fablede om vigtigheden af, at de to hængelåse havde samme nøgle. Sådanne detaljer kan være ganske vigtige - for nogen. Mens andre kan synes det er vigtigere at bruge installationerne.

I mellemtiden var Berit forsvundet. Til anderledes kritiske anliggender viste det sig senere. Jeg ville så gerne fortælle hende om den farceligende udvikling, og viste i virkeligheden ikke rigtig om jeg skulle grine eller græde.

Hun ryger nok, tænkte jeg og begav mig mod rygerummet i lærerværelset. Der var ingen Berit, til gengæld sad chefpedellen sammen med den navngivne lærer og tegnede og fortalte om nøglen, der var forsvundet. Den navngivne lærer så helt blank ud, mens hans ansigt udtrykte klare signaler om at blive reddet. Rundt om stod andre lærere, der endnu ikke var i ilden, og derfor sagtens kunne udtale sig om deres uvidenhed i forhold til nøglens opholdssted.

Jeg valgte at skynde mig ud igen, mens jeg undertrykte et grin. I hallen mødte jeg den medsammensvorne, der fortalte at dengang han gik på skolen, var skabet fyldt med pokaler. Det var tider, men enten er pokaler ikke så stor en del af nutidens skole, eller også er vindermulighederne kraftigt skrumpet.

Vi gik hvert til sit - hver især temmelig opgivende. Lige inden han gik hjem, stak den medsammensvorne hovedet ind og fortalte at onsdag - senest - ville de klippe låsene. Men inden skulle de lige have fat i endnu en lærer. Den sidste der kunne tænkes at vide noget, men som ikke var på skolen i øjeblikket.

Onsdag formiddag kunne Henrik bevidne at begge pedeller havde været rundt og spørge i løbet af morgenen. Den sidste lærer vidste heller ikke noget og enden blev at de to låse blev klippet og erstattet af nye - nu med to forskellige nøgler.

Berit og jeg fik listet figurerne ud fra chefens kontor, overdraget nøglerne til de nye låse, låst op og stod over for endnu et problem.

Skabets oprindelige indbyggede lås, var også låst!

Pedellernes kontor ligger i umiddelbar nærhed af pokalskabet, så det tog ikke mange øjeblikke at få fat i chefpedellen, der som den eneste befandt sig på kontoret, og overbringe ham nyheden. På det tidspunkt forsøgte han at indtage frokost, mens han modtog et vigtigt opkald på telefonen. Men telefonen i hånden og samtalen kørerne inspicerede han skabets egen lås, og kunne konstatere at den nøgle vidste han hvor var.

Det vidste han så alligevel ikke, og mens vi begyndte at grine lettere  hysteriske, dukkede den medsammensvorne op og redede det hele med en skruetrækker. Måske kan jeg godt forstå det er nødvendigt med hængelåse, når den indbyggede lås, så let lader sig forcere.

Endelig kunne vi få figurerne på plads. De små skilte, med forklaring på figurernes frembringelser blev sat på plads, og lige inden vi var helt færdige dukkede vores egen chef op. Han rystede på hovedet, grinede og fik i samme sætning sagt noget om at vi var gale, at han ingen udtalelser havde om udfaldet og at vi var både geniale og kreative... I sidste ende følte vi os bakket op i ideen, skønt han helt sikkert vil ryste på hovedet længe endnu, og nægte ethvert kendskab til figurernes tilsynekomst.

Jeg er spændt på hvor længe de får lov at stå. Går der for lang tid, må jeg finde på noget nyt at udstille - for jeg ved hvor nøglen er. Den medsammensvorne har vist mig det :)