Fredag, på vej mod arbejde. Jeg stopper ved Netto, får handlet fornødenheder til både frokost og aften. Udenfor står en mand og sælger Hus forbi. Jeg har en løs tyver, og giver den gerne til en, der har mere brug end mig.
Jeg får aldrig læst avisen, så jeg beder ham beholde den, og sælge til en anden. Det er både spild af papir og gode intentioner at give den til mig. Altså i min optik.
Manden kigger lidt på mig, og svarer: Du skal da læse højt for den lille ny. Og fortsætter med at lykønske med de glædelige begivenheder. Jeg når lige at tænke, hvad F*****, inden jeg opgiver, smiler, lader ham blive i troen og siger pænt tak. Vi blev dog enige om, at højtlæsningen kan vente lidt...
For et år og atten kilo siden, synes jeg også, jeg så gravid ud, men jeg synes altså ikke længere....
Jeg fortsætter videre og kommer i tanke om den nederste lukkemekanisme i min jakke, der insisterer på gå op hele tiden, og måske nok kan give indtryk af begyndende mave.
Senere vender Vivian det hele på hovedet, og mener det er et kompliment, og jeg stadig ser ung og dejlig ud. For det gælder om at finde det positive i alting.
Hun lyder som en dejlig veninde hende Vivian. Det handler nemlig om at fokusere på det positive:)
SvarSletBladsælgeren har sikkert været rigtig glad for at kunne lykønske en kunde. Men bortset fra det, er der vist ikke meget andet at gøre end at forsøge at smile lidt af det..... Irriterende er det da godt nok! Især når du lige har tabt så meget....
SvarSletMaya, det er hun vist også :)
SvarSletChrsitunte, jeg vælger også at smile :)