fredag den 23. marts 2012

Roskilde tur/retur


Solen stod allerede højt på himlen, da jeg i går morges snoede mig gennem boligblokkene, over Roskildevej, forbi svømmehallen og hestenes indhegning, inden jeg gik gennem endnu et boligområde mod Brøndbyøster Station, S-tog og regionaltoget til Roskilde.


Roskildekrukkerne på Hestetorvet


Jeg skulle mødes med Bettina og en tur forbi Stof og Stil. En hurtig tur, for jeg skulle gerne nå tilbage til Rødovre og arbejdstider i god tid.

I Roskilde skinnede solen på de store krukker på Hestetorvet overfor stationen. Jeg havde tid til at beundre og vente i solen, mens manden med den transportable kaffebod sendte duft og kvidrende fløjtetoner ud omkring sig.

Jeg kunne sagtens have ventet længere, dér i solskinnet, men pludselig var Bettina der, og turen fortsatte til stofmekkaet. Vi var i god tid, og måtte vente på at dørene åbnede. Mens vi sad der og snakkede, dukkede flere og flere op. Mange flere end vi havde forestillet os, sådan en hverdagsmorgen.


Roskildekrukkerne på Hestetorvet


Begge udstyret med dosmersedler, fandt vi langt hurtigere end forventet alt det vi skulle bruge, og havde masser af tid til en kop kaffe/the og et stykke kage, inden turen gik tilbage til Roskilde, regionaltog, S-tog og endelig bus ud til Skolen.

Roskilde er i virkeligheden slet ikke så langt væk. Det tog ret nøjagtigt fyrre minutter fra jeg satte mig i toget, til jeg stod i skolens indgangshal. Det er slet ikke umuligt at sådan en tur skal planlægges en anden gang.

Gårsdagens rov er vasket og klar til brug, så det hemmelige projekt, der har ligget stille de sidste to uger endelig kan blive færdigt.


Roskildekrukkerne på Hestetorvet

2 kommentarer:

  1. Dejligt med en lille udflugt. Spændende, hvad du syr!

    SvarSlet
  2. Meget spændende, Christunte, og meget hyggeligt :)

    SvarSlet