Semlor

Nu er fastelavn godt nok forlængst overstået, men de svenske dejligheder jeg bagte omkring fastelavn, blev aldrig rigtig gode, og med udsigt til gæster, ver der en oplagt mulighed for at forsøge med endnu en omgang.

Jeg havde håbet på tre gæster, men sygdom kan ingen stille noget op imod, så jeg endte med en. Det er hyggeligt med mange gæster, men det er også superhyggeligt med bare en enkelt.

Semlorne blev rigtig gode, også selvom jeg havde pyntet på Sifs opskrift, som ellers er helt suveræn. Anders ønskede chokolade på toppen, jeg tilsatte en smule hakkede nødder. Resten af de hakkede nødder røg i fyldet, der mest af nysgerrighed blev blandet med kakaomarcipan fra Odense. Jeg glemte i farten vanilien, der burde have været i fyldet, men da jeg ikke synes vi skulle undvære, hældte jeg i stedet vanilie i fløden, inden jeg piskede. Ikke alene smagte det godt, det så også rigtig fint ud.

Mens vi forsøgte at spise bollerne pænt - kan det overhovedet lade sig gøre? - strikkede, hyggede og snakkede, fik vi en oplevelse, der ikke glemmes lige med det samme.

For mens Anders stod under bruseren, og mente skægget skulle trimmes, røg det hele pludselig. Jeg har aldrig set Anders uden skæg. Spurgt har han altid sagt, at hans mund er for lille til ikke at have skæg, og ved selvsyn har vi nu konstateret, at han nok havde ret.

Ikke alene har han en meget fin lille mund, han har også den fineste svungne tøsede amorbue. Jeg tvivler på, jeg nogensinde får lov at fotodokumentere. Han har allerede besluttet det var en fejl. Men tror I mig ikke, så bare spørg Bettina. Jeg er sikker på hun kluklo hele vejen hjem.