Hverdagens skrammer

Emilie ville lave mad. Fablede om hjemmebagt pizza. Hjemmeæltet dej og hjemmedrejet tomatsovs.

Jeg lyttede, og glædede mig til udsigten af at aftenens mad ikke indedrog mig.

Emilies cykel er punkteret. Derfor har hun været med bussen. Jeg cyklede, mens Emilie ventede på den store gule transportkasse. Vi skulle mødes ved den lokale købmand. Min indsats til aftenens ernæring kunne klares med betalingen.

Fremme kunne jeg konstatere at nok fik jeg fikset min cykel for ikke så længe siden, men cykelsmede har åbenbart ikke krafter til at spænde møtrikker, der holder hjul. Mit baghjul er skævt. Meget skævt. Godt vi har svensknøgler - og godt jeg kan selv.

Frem kom også Emilie. Med en skævvreden sko.

Anja var i bil. Anja havde tilbudt et lift. Ikke for første gang. Sikkert heller ikke sidste. Ingen af dem er helt sikre på, hvad der egentlig skete, men sikkert er det, at Emilie hang fast, skoen delt i to og foden hjemme viste sig noget svullen.

Skoen røg i skraldet. Den bliver aldrig sko igen. Den anden røg med, for hvem har brug for kun én sko. Med i skraldet røg ønsket om køkkenskriverier. Og uden sko blev hun hjembragt på den skævhjulede cykel, jeg alligevel ikke havde lyst til at undgå jordkontakten til.

Det er længe siden, sagde hun, da hun kravlede på på sadlen, lagde armen om min skulder og lod mig om at trække.

Og sådan gik det til at jeg lavede mad - af den kedelige men dog mættende slags, mens Emilie har siddet med benet højt og Anja har ringet, for at høre hvordan det hele gik.

Hævelsen er stærkt på retur, knæet en smule skrammet og Tøsebarnet er begyndt at overveje hvor længe skaden kan trækkes... Mon den stadig er brugbar når idrætstimerne står på skemaet om et par dage...

Jeg tvivler.