tirsdag den 13. marts 2012

Pineapple Delight


Pineapple Delight


Det lille sjal er færdigt. Faktisk hæftede jeg ender i går aftes, skyllede op og ville pinne det til tørring, da det gik op for mig, at jeg havde fejlet. Ifølge opskriften skulle de øverste masker lukkes af to og to. Jeg havde bare lukket af, og endte dermed med alt for meget vidde.

I stedet for at brede ud og sætte nåle, lod jeg det ligge. I formiddags var det tørt og klar til endnu en omgang. Med et langt bedre resultat til følge.

Jeg fulgte opskriften. Næsten til punkt og prikke. Jeg valgte nemlig at strikke lidt flere masker, give lidt mere plads i øverste afsnit. Alligevel er jeg endt op med at bruge langt mindre garn end opskriften foreskriver. Meget mærkeligt og temmelig uforståeligt.


Pineapple Delight


Størrelsen er fin, det varmer - også selvom det er fyldt med huller. Det er en god lille sag, og vil være et godt alternativ til det andet lille sjal, jeg næsten ikke kan undvære. Trods en halv pindestørrelse mindre, er jeg endt op med et sjal, der er en smule større end opskriftens mål.

Opskriften var nem at forstå, da først det gik op for mig, at den er støvsuget for overflødighed. Perlerne valgte jeg at springe ud i - jeg brugte Karinas forklaring på perlemystikken. Lidt over tohundrede perler skulle sættes fast. Egentlig ikke et stort projekt, jeg synes bare det tog afsindig lang tid, og jeg kunne godt have undværret. Perler i strik er ikke lige min kop the, men nu sidder de der, det er prøvet og jeg ved hvordan man gør.





Design: Pineapple Delight af Larisa Valeeva.


Garn: Lace Merino fra Lana Grossa, i en fin grøn farve. Koden hedder 0016 og de 50 gr et enkelt nøgle vejer løber 400 meter. Aldrig har jeg strikket så fint.

Det færdige sjal vejer kun 60 gram, hvilket giver et forbrug på 480 meter. Noget jeg ikke helt forstår, da opskriften dikterede knap 800 meter, og de to nøgler jeg havde til rådighed burde kunne stå inde for det.


Pinde: knit Pro str 4 - firkantede. Fordi jeg fik dem sammen med garnet og de kantede skulle prøves af.

Jeg nægter at tro at firkantede pinde, kan bevirke så voldsom en ændring af garnforbruget, og jeg synes stadig det er meget mystisk.

De firkantede pinde er en smule kantede at sidde med. Det er ikke umuligt eller ligefrem ubehageligt, jeg kan bare bedre lidt runde pinde. Så vidt jeg ved er de oprindeligt opfundet til strikkere med gigt eller andet, der gør det svært at holde på et par almindelige pinde, og her har de sikkert deres berettigelse. Jeg vil ikke afvise, at jeg vil bruge dem igen, men de bliver aldrig yndlinge.


Størrelse: Størrelsen er onesize.

Målt i kanten på det opspændte er der cirka 232 centimeter.


Pineapple Delight


Bemærkninger: Mens jeg fulgte anvisningerne fuldstændigt på den nederste halvdel af sjalet, ønskede jeg en smule mere fylde i øverste halvdel. Det lykkedes ved at vende for hver fjerde maske i stedet for hver femte. Med flere pinde, inden midten nåedes, gav det plads til en ekstra gentagelse af midtermønstret. Jeg valgte at følge mønstret og lade ananasmønstret gå ind igen efter tre gentagelser, for ikke at ende den sidste gentagelse midt i vendepindene.

Jeg synes tit en aflukning med dobbelt garn kan blive rigtig fin. Med det meget tynde garn, synes jeg det var en god ide, og hæklede aflukningen to og to masker sammen med dobbelt garn. Det gav en aflukning, der ikke viser sammenhæklingen så tydeligt.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

8 kommentarer:

  1. WOW .... hvor er det bar flooot

    SvarSlet
  2. Hold da helt op, hvor er det smukt

    SvarSlet
  3. Supersmukt! Det har sandelig ikke taget lang tid - du må have turbostrikket! Dine ændringer ville man ikke lige gætte, men det er smart til lige at forlænge det lidt.

    SvarSlet
  4. Tusind tak alle tre. Ja det er gået stærkt, jeg forstår ikke selv helt hvordan. Jeg synes stadig det er rigtig fint, og jeg tror bestemt også jeg kommer til at bruge det. Jeg kan bare mærke, at jeg bedre kan lide trekantede sjaler end de mere rundede.. jeg er ikke helt klar over hvorfor :)

    SvarSlet
  5. Hold op, hvor er det smukt!

    Jeg tror, det mønster må i min når-jeg-får-sovet-lidt-mere-skal-jeg-strikke-en-masse-kø. :-D

    SvarSlet
  6. Erika, det var overraskende nemt at strikke, så gå du bare i gang.. Når du har sovet lidt mere :)

    SvarSlet
  7. Hvor er det smukt... mønstret og farven!

    SvarSlet