Fiori di Sole

Dengang Bettina kom hjem fra New York med det lækreste fed uld, i den skønneste grønne farve, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang med at strikke af det. At resultatet skulle være et sjal, var der ingen tvivl om, men hvilket sjal var straks sværere at finde ud af.

Jeg ville have huller og mønster og lace. Jeg ville have tungekanter og varme om skuldre og hals. Jeg ville det hele og kiggede Ravelry tyndt for ideer.

Inden længe var jeg i gang med Haruni, et fint sjal, der burde kunne opfylde alle mine ønsker. Men det føltes ikke rigtigt og efter at have strikket og strikket og strikket lidt mere, måtte jeg indrømme, at det ikke var rigtigt.

I stedet faldt valget på Fiori di Sole. Det er længe siden jeg startede, men reelt har det ikke taget lang tid at strikke. Det har været et lækkert stykke strik. Også selvom midterstykket endte med at blive en smule trivielt og med en følelse af uendelighed.

Da først kanten blev nået, gik det stærkt. Næsten for stærkt. For som garnet svandt, voksede uroen for, om der nu også var nok.

Det var der ikke! Efter en smule panik og overvejelser om ikke de hælkede tungekanter kunne klares med en anden type tråd, kiggede jeg på mønster og billeder og besluttede at kanten godt kunne bære en anelse mindre omgange.

Pille, pille op. Ikke det mest inspirerende. Og så i gang med hæklenålen. Halvvejs, måtte jeg sande at hækling tager langt mere garn end strik, og at de optrævlede rækker slet ikke var nok i kampen mod trådenden. Mere optrævling denne gang i afhæklede masker og endnu engang en tur gennem sammenhæklinger og luftmaskebuer.

Det lykkedes. Men også kun lige.

Tilbage står jeg med det letteste, fineste, blødeste og meget varmende lille sjal, der fint dækker enten skuldre eller hals.

Jeg er mere end tilfreds og glæder mig over resultatet. Det var godt jeg stoppede op undervejs og skiftede retning.

Design: Fiori de Sole af Romi.

Garn: Madelinetosh Prairie i farven oak.

Det færdige sjal vejer 131 gr. Lige præcis antallet af gram i det oprullede garn.

Pinde: Rundpind nr 3.

Størrelse: Jeg troede det ville blive større, men som det er, er jeg meget tilfreds.

Længden er 75 cm og vingefanget 160 cm. Nok til at svæve fint over skuldrene en let sommeraften eller til at være svunget om halsen som den letteste varme i de kommende vintermåneder. Det sidste vil nok være det mest brugte.

Bemærkninger: Jeg fulgte mønstret, som var meget let tilgængeligt. Da jeg manglede garn valgte jeg at glemme de sidste tre pinde, og hæklede to luftmasker mindre i hver luftmaskebue. Sammenhæklingerne fulgte forholdet i den oprindelige aflukning tre pinde længere ude.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.