Sejllads på Spree

 

Nå men vi kom til Berlin, og så holdt jeg op med at skrive. Nu er vi hjemme, efter en hjemrejse, der blev lidt længere end forventet. Hjemme hører jeg at der åbenbart er problemer med togdriften gennem Europa, og kan konstatere at det kunne have været meget værre. 

 

 

De tidligere gange vi har været i Berlin, har vi ikke været på rundfart på floden, så det mente jeg vi skulle denne gang. Anders var på. Vi søgte ganske kort på de forskellige muligheder og endte med at vælge CITY-Schiffsfahrten, der tilbød en tur frem og tilbage mellem Bellevue Slot og East Side Gallery.

Vi fik aldrig læst rigtig op på det, men vi kunne få rabat på  vores Welcome Berlin Card, som vi alligevel altid køber, for at kunne bruge den offentlige trafik, men aldrig har overvejet at bruge på museer og så videre. 

Det gjorde vi nu. Jeg var ikke klar over at vi kunne have valgt kun at sejle den ene vej, så jeg sagde glad og gerne ja til at vi selvfølgelig skulle tilbage igen. Det var faktisk først da alle  folk forlod båden, det gik op for mig, at det var en mulighed.

 

 

Det var ikke noget problem, vi ville gerne tilbage. En ting var at guiden udelukkende talte tysk, hvilket betød at det vi ikke fangede på vej ud, fik vi fat i på vej hjem. Noget andet er at vinkler betyder en hel del, og vi så derfor andre ting på vej tilbage i forhold til turen ud. Endelig var båden temmelig fyldt på vejen ud, mens der var ganske få passagerer på vej tilbage. Mængden af mennesker betyder en hel del for os i forhold til at nyde turen.

Det et en fin tur gennem Berlin, vi sad oppe under solen, det var varmt, men heldigvis lufter det en smule på vandet. At se byen fra vandet giver en hel anden oplevelse af byen og det er vildt så tæt på alting floden er, og hvor meget man kan se fra dækket.

Vi startede som sagt ved Bellevue, som vi ikke kunne se ret meget andet end en mur og træer bag. Længere fremme blev træerne til Tiergarten, Berlins store Zoo, som vi endnu har til gode. Derfra dukkede byen op. Guiden fortalte om mange af de bygninger vi sejlede forbi. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke havde den store interesse, og derfor ikke hørte ordentligt efter.

Byen startede med House of World Cultures, dernæst dukkede Hovedbanegården op, og som perler på en snor lå Kanslerbygningerne, Rigsdagen, Friedrichstrasse Station, fjernssynstårnet og delingen af floden rundt om Museumsinsel, med det smukke Bode-Museum, Pergamonmuseum og Berliner Dom, der alle ligger så tæt på floden, som var de bygget i den. 

Det er de vel på en måde. Museumsinsel ligger i et område af Spree, hvor der i tidernes morgen var et sumpet område. I det syttende århundrede blev der gravet afvendingskanaler til floden og en lille ø opstod. På øen blev anlagt en lysthave og et mindre parkanlæg. Efterhånden blev der brug for mere plads og Frederik Willhelm II af Preussen lod sin arkitekt opføre en reel ø med et kunstmuseum. Med tiden blev det nødvendigt at udvide øen og andre museer, domkirken og endda boliger dukkede op.

Der hvor floden mødes igen er en sluse placeret. Vi måtte vente indtil sluserummet blev fyldt opop med vand og nåede niveauet på den anden side af anlægget, inden vi kunne seje videre. 

 

Efter slusen bevægede vi os gennem et område der ikke bliver set fra byen. Men mindre man kender til det. En ting er varmeværket, der er temmelig bæredygtigt i sin måde at producere strøm, og samlingen af gamle spændende skibe, der lå fortøjet i den lille  havn, der naturligt er dannet i det store vandområde, hvor de to dele af floden mødes.

Noget helt andet er den nordlige kystlinje, der mest af alt lignede noget Christinia ville være misundeligt på. De mest fantasifulde byggerier mellem gamle ubrugelige industribygninger, der får lov at være med mellem farver, finurligheder og et væld af malerier og farver. Området hedder World Trash Center og er et kultursted for alle dem, der ikke vil kendes ved det bedre borgerskab (som jeg forstod det).

 

 

Dernæst dukkede East Side Gallery op. Vi har stået og gået på den anden side af det lange stykke mur, bemalet med de fineste kunstværker, og selvom det er langt væk, når man står på dækket af et skib, er det stadig en oplevelse at se mur og maling mellem grønne træer og nye bygninger.

Vi endte med udsigt til den fine bro med tårne - Oberbaumbrücke. Herfra gik turen tilbage, med et kik til det hele fra en anden side. 

 

I øvrigt er skibet vi sejlede med en fortælling for sig. Det lignede en hjuldamper, de reklamerer med en hjuldamper. Der var et hjul, men det hang ikke sammen med en motor. Det blev udelukkende drevet af vandet og motoren under. Det drev på ingen måde skibet.

Det havde også skorstene. To høje fine skorstene, der ikke var tilknyttet en muglighed for røg. Der er mange broer over floden, de er mange steder lige så lave som broerne i København, og ganske som ved en kanalrundfart i Københavns Havn, skal man blive siddende og må ikke rejse sig op.

Det kan to høje skorstene selvsagt ikke håndtere. De er alt for høje, så når starten på turen går, lægger skorstenen sig ned, får at rejse sig igen, når den denn anden ende af turen er nået...

Det var en fin båd.