Rickmer Rickmers

 

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Sidste gang vi var i Hamburg, var vi ved havnen, vi kiggede på skibet, man Anders gad ikke ombord. Det gad han godt nu.

Han har heller aldrig gidet se Miniaturemuseet. Det begyndte han pludselig også at snakke om. Men det har vi droppet igen. På deres hjemmeside fortæller de, at der er så mange besøgende, at de anbefaler masker. Mange mennesker og masker, kan vi begge godt undvære. Der kommer nok en anden gang. 

Altså startede vi dagen i havnen, hvor vi bordede Rickmer Rickmers, et museumsskib der ligger med udsigt til Koncerthuset og  de mange både, der sejler forbi. 

Det temmelig store stålskib har levet en omtumlet tilværelse, siden det i 1896 løb af stablen i Rickmers værft i Bremerhafen. Værftet var en del af et større familieforetagende, der sejlede med ris. Skibet sejlede ruten til Asien, med kul på udvejen og ris på hjemvejen. 

Skibet var som udgangspunkt en fuldrigger, men efter en storm ved Kap det Gode Håb i 1904, blev det omdannet til en bark. Jeg har læst mig til det, Anders har fortalt, men helt ærligt, aner jeg ikke hvad forskellen er.

 

 

Om ikke andet sejlede det videre med en tolv mands besætning foruden kaptajn, officerer, smed, tømmer, kok og hvad der ellers hører til på sådan et skib. Indtil 1916 - midt i første verdenskrig - hvor det blev konfiskeret af Portugiserne, der gav det nyt navn, omdannede det til skoleskib og satte motor i, til at hjælpe de store sejl. 

I 1962 blev det afsat som fartøj og levede formentlig en kummerlig tilværelse, indtil det i 1983 blev købt og overgivet til en fond, der brugte et par millioner til at istandsætte det, så det fremstår nogenlunde som dengang det sejlede for familieforetagenet. Det gamle navn genopstod og skibet ligger nu til kaj ved Landingsbrücken som museumsskib.

Jeg synes det var et spændende besøg. Under dæk var flere forskellige udstillinger, der fortalte skibets historie, om skibsfart og viste forskelligt håndværk og livet på et fragtskib.  I dag huser skibet en restaurant på det ene lastdæk, der er lukket for sommeren, med det gjorde ikke noget. 

Langt mere spændende var mandskabets kahytter, håndværkernes lukaf, kabys, vaskerum og sammenligningen med officerernes ditto i den anden ende af skibet. Det var noget af en forskel. 

Der bliver stadig arbejdet på skibet og en lille seddel fortalte, at når vi betaler for at komme ombord, er vi med til at støtte restaureringen af det gamle skib. 

Jeg ved ikke hvor lang tid vi brugte, men klokken havde passeret middag, da vi igen gik ned ad trapperne.Vi var blevet sultne, og gik på jagt efter mad.