Kædetvinding

 

Tilbage i oktober startede jeg et spindeprojekt på håndtenen. Jeg er ikke hurtig, derfor er det heller ikke mærkeligt at jeg først er færdig nu.

 

Jeg har haft tenen med i tasken stort set hele tiden, det er bare ikke så tit jeg har haft den oppe. jeg har den stort set med hver gang  vi laver bål, der er bare ikke altid der er tid til at spinde. Men det er et godt lille håndværk at have med, som hurtigt kan pakkes sammen  - og som giver anledning til en hel del snak med børnene. 

Da Tour de France startede var jeg næsten  nået halvvejs. Tour de France betyder også Tour de fleece (fleece er det engelske ord for en hel ham/al den uld der bliver klippet af, når fåret bliver klippet). For mange år siden besluttede nogen  - jeg aner ikke hvem,  at at ordspillet dannede grundlag for en årlig tilbagevendende verdensomspændende spindebegivenhed, der handler om at spinde i vildskab gennem de tre uger, touren varer. I år er det udbygget med en uge, fordi kvinderne endelig har fået et længerevarende løb.

 

 

Der er ingen tvivl om at jeg spinder mere i juli måned, ganske simpelt fordi mit instagram-feed lløber over med billeder at spind, og jeg bliver animeret til at spinde mere. Mens nogen sætter høje mål, har jeg ikke andet mål, end at spinde videre og måske endda blive færdig med det, jeg er i gang med. 

Mens jeg de første år, mest var med på sidelinjen, har jeg i år aktivt deltaget i arrangementet - og spundet mere end forventet. Spindeforeningen har stået for online aftenspind, og selvom jeg synes det var voldsomt grænseoverskridend, er jeg nået til at det er superhyggeligt, og hgggar deltaget så mange  aftener, som jeg kunne - og kan. Vi er ikke helt færdige. 

Jeg startede med at spinde på det igangværende, som nu er færdigt. Senere startede jeg ikke mindre end to nye projekter. Et på  den tomme håndten og et på rokken, som ikke skulle føle sig overset.  

 

 

 

 

Materialer: For nogle år siden købte jeg to kartebatts fra Sandmark Uld på Fiberfolk i Roskilde. 

Batts er uld der er kartet og hænger sammen som et kartet tæppe af uld. Det sjove ved ulden har var, at det enkelte kartebatt var lavet af uld fra Astrids egne får og garnrester  der er kartet til fibre og giver farve til ulden. Jeg ved ikke hvilken type uld det er, men helt sikkert ikke en af de allerblødeste.

Mine to kartebatts var grå-blå med et lille bitte smule grønt islæt. Jeg har en drøm om en dag at spinde til en hel sweater til Anders, men jeg kan godt mærke at jeg ikke er der helt endnu, 

De hundrede gram, tænkte jeg kunne blive en mønsterfarve til en sweater af kommercielt garn, og lige om lidt slår jeg op. Tror jeg.

 

Forberedelse:  Man kan sikkert godt spinde direkte fra et kartebatt, som det er, men det jeg har set andre gøre er, at rive det i strimler og spinde fra en strimmel ad gangen.

Når jeg spinder af kæmmede fibre forbereder jeg ved at trække fibrene fra hinanden inden jeg spinder. Det gjorde jeg umiddelbart ikke her. Jeg nåede næsten halvvejs, før det gik op for mig, at det faktisk var en rigtig god ide. 

 

Spinding og tvinding: Jeg spinder i Z-retning, Det betyder at tenen roterer i urets retning. Jeg spandt al ulden på håndtenen. Når tenen ikke længere kan holde mere uld - når jeg taber tenen hele tiden - vinder jeg den spundne tråd op i en tvindebold, som jeg senere kan tvinde fra, og fylder tenen med en ny omgang .

Da jeg havde spundet al ulden, og vundet det hele op i bolde, tvandt jeg garnet på rokken. Jeg valgte at kædetvinde garnet. Igen tvinder jeg i S-retning, hvilket betyder at hjulet drejer mod urets retning.

Kædetvinding giver et tretrådet garn. I princippet er det meget lange luftmasker, der bliver snoet om hinanden. Er det spundne garn farvet bliver et kædetvundet garn stribet. Jeg kan godt lide at farverne blander sig, altså er jeg ikke vild med det en kædetvinding kan. Men her var garnet ensfarvet og jeg har ikke kædetvundet før. 

Jeg vidste at det er god ide at køre rokken langsomt,  når man kædetvinder, så  jeg  satte en ny snor på rokken og lod det langsomme gear køre. Det var lettere end forventet, jeg fandt rimelig  hurtigt en rytme og det færdige garn er ikke så tæt tvundet som jeg havde frygtet. 

Det gode ved kædetvinding er, at man kan bruge alt garnet, uden at ende med en rest, der ikke passer nogen steder.

 

 

Efterbehandling: Det færdige garn drejede halvanden gang om sig selv. Jeg lagde garnet i blød i varmt vand med en smule uldsæbe, og lod det ligge  til vandet var kølet af. Inden jeg hængte det til tørre brutge jeg et håndklæde til at opsuge det meste af vandet.

Det tørre garn, er blomstret en smule og er trods en smule kradshed også blødt og lækkert. 

Resultat: Jeg troede jeg ville ende med et noget tykkere garn, og havde egentlig forestillet mig et totrådet garn, Jeg kan bare rigtig godt lide tretrådet garn, og da  det viste sig at spandt tyndere end forventet, var et tretrådet inden for rækkevidde. 

Jeg er endt med 89 gram garn Jeg købte 100 gram uld, og jeg har ikke haft det store spild. Jeg er temmelig sikker på at der er pakket hundrede gram, men jeg tænker også at der er rigtig mange faktorer, der kan spille ind i forhold til vægt -fugtighed for eksempel. 

De 89 gram garn betyder 230 meter. Omregnet giver det en løbelængde på omkring 250 meter pr 100 gram. Jeg er imponeret og tænker der er rigeligt til mønster på et bærestykke til en sweater til Anders. 

Garnet er ikke ens hele vejen igennem, men erfaringen siger at det udligner sig, når det bliver strikket. 

Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry.