Bethlehemskirche

 

Vi holder meget af Berlin, og det er nok ikke sidste gang vi vender tilbage. Når vi vender tilbage til en by, forsøger vi altid at finde et nyt sted at bo, en ny bydel, for selvom vi har været byen rundt mange gange, bliver det med et andet syn, når vi pludselig bor og bevæger os rundt i et nyt område.

.

 

Det gik for eksempel op for os tidligere i dag, at det der sted vi fik forvildet os hen til, sidst vi var i Berlin, som var superhyggeligt og som vi fik bildt os selv ind, lå langt uden for lands lov og ret - det ligger lige om hjørnet. Det var nok aldrig gået op for os, hvis ikke vi havde slået os ned, og besøgt byen fra en anden vinkel. 

Byer udvikler sig og bliver tit mindre, jo bedre man kender dem. Det er lissom dengang Sille og jeg som elleve/tolv årige var gået en anden vej, stod ved Vor Frue Kirke i København og ikke kunne finde Strøget...

 

 

Så vi gik, en anden vej end før og kunne skimte et metalstativ, der så lidt spændende ud. Jeg ville nærmere, så pludselig en stiliseret kirke og blev nysgerrig på hvad det handlede om. Ud over metalmonumentet, var også en meget stor kugle med reb om. Jeg blev nysgerrig og gik hjem og slog det op.

I 1737 stod den bömiske Bethlehemskirche færdig i Berlin. Kirken var ikke særlig stor og hjemsted for en evengelisk reformeret bömisk menighed. De første i menigheden var flygtet fra Preussen, år tidligere af religiøse årsager.

Kirken levede sit eget stille  liv, indtil en dag i november 1943, da de allierede i et angreb på fjenden ødelagde kirken. Hvor ødelagt den blev af bombardementet kan jeg ikke finde noget om, men menigheden fandt nye lokaler, så den næppe været hel. 

 

 

I 1963 blev kirken sprængt helt væk, området jævnet med jorden og en lille plads opstod. Bethlehemskirchplatz. Pladsen ligger ud til Mauerstrasse, så vi tænker at sprængningen måske har handlet om at gøre plads til muren, der blev udbygget i det tidsrum.

Med tiden forsvandt muren, byen blev genopbygget og i 1999 blev der lavet en mosaik i belægningen på pladsen, der viste kirkens  grundrids. I 2012 fik den spanske konceptkunstner Juan Garaizabal lov at lave en lysinstallation på pladsen, der symboliserer kirken. Med kraftige stålbjælker byggede han et omrids af kirken, som den så ud, satte den på mosaikken i belægningen, så kirken genopstod i en nogen anden form, viklet ind i lys.

 

 

I første omgang skulle installationen stå nogle måneder, det blev udskudt til et års tid, hvorefter det blev besluttet at lade den stå. Om der stadig er lys, ved jeg ikke. Der var ikke lys, da vi gik forbi, men måske hen under aften. Det må vi undersøge.

Ved siden af kirken ligger en anden skulptur. Hauseball hedder den. Den er lavet af Claes Oldenburg og symboliserer de få husgeråd en flygtning kan have med sig, når flugten går.

 

 

Jeg fandt et gammelt billede af kirken på Wikipedia og er imponeret over  hvor tæt på den originale konstruktion stålskelettet er. Samtidig synes jeg det er en superfin måde at mindes noget, der var engang.

Jeg har fundet information på den tyske wikipedia - både om kirken og pladsen og på en fotojournal om husbolden.