Under Jorden

 

Tæt på domkirken ligger et lille vikingemuseum, der hører under Moesgaard. Jeg kom tilfældigt forbi i onsdags, og besluttede at det skulle jeg se. 

Museet er ikke særlig stort, det koster 30,- kr, som man selv skal betale i en automat. Der er ingen personale og  alt drejer sig om den udgravning, der blev lavet på stedet tilbage i 1964.

 

 

Det er fin udstilling, der viser hvordan vikingernes Aros har set ud omkring år 1000. På stedet, der har ligget tæt ved forskansningen af byen er udgravet fire grubehuse, der er aftegnet på gulvet, for at synliggøre, hvor de har været.

Grubehuse er meget små huse, der er gravet et stykke ned i jorden, og ikke giver plads til ret meget andet end et par bænke, et ildsted og gulvplads imellem. I udstillingen er rekonstrueret et grubehus, hvor en kvinde står og væver.

At udgravningen ligger tæt ved volden, betyder at der er fundet rester af plankevejen, der har omkranset den indre del af forsvarsværket. Det er så fint markeret med en nutidig brolægning af planker og en del af de udgravede planker, der ikke længere er plane. 

Der har også været større byhuse i byen, og udstillingen fortæller også om andre udgravninger, andre steder i byen. Der er ingen tvivl om at der har bosættelser der hvor Aarhus er i dag, meget langt tilbage i tiden. 

I de små grubehuse er fundet en del husholdningsredskaber. Rester af skåle, kamme, knive, møllesten og meget andet. Jeg synes særligt tenvægtene var spændende, mens jeg har set vævevægtene før.

I det ene hus, det mindste og ældste, fandt man et skelet. Det er en mand, han er ikke begravet og skelettet har fået lov at blive liggende, som en mordgåde tilbage fra det tidligste Aarhus.       

 

 

Det der er vigtigst for mig, når jeg ser historiske udstillinger, er at kunne sammenligne med nutiden. Hvor lå de der huse, i forhold til Aarhus i dag? Det blev vist på fineste vis. 

Et kort med det gamle Aros under det nye Aarhus, gjorde det meget tydeligt, mens andre kort synliggjorde, hvor lille den første by med voldgrav og forskansning har været.

Og selvom vikingebyen for længst er borte, og der ikke er noget at se i den nutidige by, er der alligevel spor af den gamle bosættelse. 

Der hvor en bro, forbandt land og by over åen, er stadig en bro. Der hvor domkirken ligger i dag, var i den tidligste bosættelse en gravplads, senere en lille kirke, og der hvor volden var højest, er nu et lille stræde.

Da jeg havde været hele vejen rundt, gik jeg op til den pulserede by og lyset igen.