Med starten af juni skød Kirsten Kapur endnu en omgang mysteriesjalsstrikning i gang. Det nåede at blive midt i juni, før jeg hoppede på, mest fordi jeg ikke fandt garn før, men også fordi jeg var i tvivl om jeg skulle være med.
Det sidste blev jeg hurtigt overbevist om var rigtigt, for med alt for mange projekter, der bliver strikket mere end een gang, inden de endelig kan kaldes færdige, havde jeg brug for noget der virkede.
Kirsten Kapurs opskrifter virker altid!
Seks uger gik mysteriet over. Da jeg startede lidt senere, blev jeg lidt hurtigere færdig, for de første clues var afsindig hurtigt strikkede.
Det var midt i den allerstørste hede, jeg lukkede det uldne garn af og spændte ud. Dengang troede jeg der ville gå længe, inden jeg ville få brug, men med vejr der går til både den ene og den anden retning er det såmænd blevet luftet mere end en gang siden.
Som altid var det en fornøjelse at strikke Through The Loops gennnmførte opskrifter, og resultatet er jeg rigtig glad for.
Design: TTL Mystery Shawl 2015 af Kirsten Kapur.
Garn: Bumbo Soft Merino i to forskellige naturfarver farve 102 og 103. Garnet fandt jeg i det lokale supermarked, og det var overraskende dejligt at strikke i.
Det færdige sjal vejer 270 gram, fordelt med 153 gram af hovedfarven og 117 gram af kantfarven.
Pinde: Hele sjalet er strikket på en rundpind 4½ mm – med en meget lang wire.
Størrelse: Det var vildt som det voksede efter et opskyld, og jeg kunne have strukket det meget længere, hvis jeg ville. Jeg endte med et vingefang på 180 cm og en højde på 80 cm.
Bemærkninger: Jeg har sjældent oplevet et stykke strik, der i våd tilstand lod sig strække så meget, som det her gjorde. Om det er garnet eller de mange huller der gjorde udslaget, skal jeg lade usagt. Men at det var et svært sjal at blocke, er afgjort.
Faktisk endte jeg med at spænde op og starte forfra tre gange, inden jeg nåede et resultat der både så pænt ud og jeg var tilfreds med. For blondestrik kan også strækkes for langt. Og strakte jeg for meget på den ene led, kunne det ikke strækkes nok på den anden.
Jeg har trukket i mange sjaler, men jeg har aldrig oplevet kvaler som denne gang. Sjovt!
Til gengæld var det en fryd at strikke.
Også den meeeeeget lange påstrikkede kant. Som heldigvis var hurtigt memoreret.
Har du lyst til at se flere billeder af TTL Mystery Shawl 2015, kan de ses lige her på Ravelry.
Hvor ER det flot! Jeg havde ikke gættet på at du havde brugt Bumbo, men det er vist også godt til (store) sjaler!
SvarSletChristunte, det havde jeg heller ikke forestillet mig. Jeg troede kun de lavede sådan noget skrækkeligt garn fyldt med acryl, og så lå der pludselig sådan noget fint merino :)
Slet