Kulturen

Kulturen – eller Kulturhistoriska föreningen för södra Sverige – er ligesom Den gamle by i Aarhus placeret midt i byen. Kulturen er bare meget mindre end Den gamle by. Også noget mindre spændende.

Vi ankom tidligt. Eller så snart de åbnede. Jeg havde forventet at vi skulle bruge længere tid, men det var hurtigt overset.

Der er hyggeligt i Kulturen og der er mange gamle huse. Alligevel gik vi skuffede derfra – og vi var der altså flere timer. Vi havde nok bare forventet mere i retning af den grundighed, ærdødighed, retskaffenhed og ærlighed overfor de gamle huse som vi oplever herhjemme i både den gamle by, på Frilandsmuseet eller i Sagnlandet.

Det var der, og der er spændende huse og spændende udstillinger. Jeg vil klart anbefale Kulturen til andre, men jeg må også sige at der er ikke den samme originalitet i forhold til genskabelsen og overgivelsen til oprigtigheden.

På Kulturen er der flere huse, som er huse, man kan komme ind i. Huse der gengiver hvordan huse har set ud. Gengiver livet som det er levet. Gengiver redskaber, møbler, indretning og den mad der er spist.

På Kulturen er der også udstillinger, der giver indblik i en tid, der for længe siden er forsvundet. Udstillinger som er spændende på hver deres finurlige måder og udstillinger for både store og små.

Så langt så godt.

Desværre er der på Kulturen også huse, som man ikke kan komme ind i, huse som virker flikkede sammen for at vise en historie, der ikke længere virker autentisk og huse som bliver til støvede museer, eller tomme rammer for udstillinger, der er kedelige.

På Kulturen bliver der også ind imellem glemt at nutiden pakkes væk i skranken, og et besøg i den gamle smedje, man ikke kan komme ind i, giver ikke den samme oplevelse når det gamle værktøj er blandet med papkasser og tomme coladåser.

Det virker ikke for mig.

Vi var inde i alle husene – som vi kunne komme ind i. Både dem med spændende indhold og dem, der var knap så spændende. Vi nød at være der, at gå rundt mellem de gamle huse og blev lidt triste når der undervejs var sprunget for let over gærdet. Vi var der længe nok til at frokosten trak i tomme maver, og jeg kunne også godt finde på at vende tilbage en anden gang.

I sidste øjeblik ville jeg se dragter. Hverken Emilie eller Anders gad mere. Dragterne var kedelige, men underneden viste der sig en våbenudstilling. Jeg kiggede kun fra trappen, så en bue og gik tilbage efter Anders. Anders holder meget af våben og er praktisk taget vokset op på Tøjhusmuseet.

Han gik med, ikke med den store lyst, mere fordi han blev nysgerrig og jeg ikke kunne fortælle om spændendehed eller ej.

Buen blev heglet ned. Var ikke engang ægte. Lanserne, der stod ved siden af var kedelige og resten var sikkert fra samme skuffe. Indtil vi nærmede os montrene med skydevåben. Her blev det spændende – og det viste sig at Kulturen ligger inde med en temmelig alsidig og stor våbensamling.

Nu var det kun Emilie, der synes vi skulle videre.

Da vi nåede tilbage fra våbensamlingen, havde hun både brugt tid med sin telefon, forsøgt at komme på nettet og foldet tre papirfly.