Det blev sent før vi var hjemme i går. Efter en helt igennem fantastisk uge, sammen med en flok unger, der har været usandsynligt skønne at være sammen med.
Som Hansen sagde, har de overholdt alle aftaler og ikke en eneste gang er de kommet for sent – til trods for at ingen af dem kan klokken!
To rejsedage og tre med oplevelser. Vi har vandret i sand på Råbjerg Mile, på Rubjerg Knude og på Grenen. Vi har været i Skagen, set Krøyers og Anchers mesterværker og hørt om standfogdens historie. Vi har set de smukkeste solnedgange og sovet alt for lidt. Vi har været rundt i Hjørring og Lønstrup, hvor den lokale Spar har oppebåret årets omsætning. Vi har været under jorden på bunkermuseet og højt til tops i Hirtshals Fyr. Vi har set sæler og klumpfisk i Oceanariet, og set naturens vældige kræfter æde sig ind i landet.
Alt sammen syltet ind i en helt igennem strålende sol og mild østenvind, der har været ud over alt hvad vi havde kunne forvente. Vores eneste genvordigheder har været en gennemgående brydning af alle aftaler med de lokale. Maden blev ikke leveret, guiden var ikke på arbejde, museet blev ikke lukket op og bussen kom for sent, eller var af en anden beskaffenhed end lovet en halv time før. Trods mails og telefonkald med lovning på det modsatte.
Det virkede til sidst så syrealistisk at der ikke var andet at gøre end at grine. Der er ingen af os der regner nordjyder for mindre lystne til at overholde aftaler end andre, men det var tæt på at føles sådan.
I dag er der fødselsdag på programmet. I morgen en aftale med tøser og strikkepinde. Mandag er jeg nok en smule træt – men også glad for at komme tilbage til hverdagen. En hverdag jeg er overbevist om bliver endnu bedre, efter en uge der i den grad har skabt relationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar