Årets sidste sommerferietur

Vejret var skønt og vedblev at være det, da vi tog fra fra skolen med seksten børn og udsigt til flere skift mellem både bus og metro.

Som en arbejdsskade, der har halet ind på os fra dag et, tæller vi konstant. Hver gang Henrik har talt til seksten er det min tur og omvendt. Vi kan slet ikke lade være, og heldigvis manglede vi ingen, hverken ud eller hjem til trods for flere skift og nye børn.

Vi var ikke nået ret langt på udturen, da jeg hankede op i tre af de små nye drenge og lovede dem at tage retur med det samme, hvis ikke de kunne finde ud af at følge med. Jeg er ikke tilhænger af at lege undervejs og tabe resten af gruppen, fordi det er langt mere vigtig at løbe efter hinanden lidt for tæt på åben gade.

Jeg er sikker på de synes jeg var streng. Men de var bedre til at følge med resten af vejen. Ret skal være ret. Og de skal også nok lære det.

Målet var vandlegepladsen i Fælledparken. Jeg har aldrig været der før, og vidste ikke helt hvad jeg kunne vente. Det viste sig at være perfekt.

Der var mange andre, der havde fået samme ide som os, men der er heldigvis god plads på vandlegepladsen. Og selvom flere af børnene pointerede at vandet altså var for lavt (det er et soppebassin), havde de allesammen det sjovt, hoppede rundt, skød med vandkanoner, løb i trædemøllen, der pumpede vand og hyggede sig i græsset.

Det var en flok noget udmattede børn, der selvfølgelig havde fået is, vi havde med hjem. Trætte, men glade og parat til en ny leg, i samme øjeblik vi trådte over dørtærsklen til Klubben.

Jeg var bare træt.