Vi hørte også musik

Ikke meget – når man tager i betragtning af, at vi var til musikfestival.

Faktisk så jeg kun tre koncerter, Emilie to og så forsøgte vi os med en allerførste, vi hurtigt blev trætte af. Langt størstedelen af vores frie timer blev brugt til at sove, køre ind til havnen i Roskilde og spise is med fødderne dyppet i vand - eller finde de mest lugtfri, skyggefulde steder at slappe af. Det sidste kunne have været gjort i nærheden af musikken, men der fejlede vi nok en smule.

At vi begge er sådan nogle, der gerne vil være fri for alt for mange mennesker i alt for lang tid ad gangen, spillede helt sikkert ind i forhold til at søge andre steder hen.

Når vi gik rundt eller var på arbejde, hørte vi en del toner fra musik ingen af os kendte. Men vi fik aldrig rigtig klargjort hvad vi hørte. Kun en enkelt gang huskede vi at slå op i programmet, og således blev vi introduceret til Broken Twin, som allerede er lyttet til igen via mobile lyttemuligheder.

Emilie ville gerne høre Pharrell Williams. Han spillede onsdag aften, samme dag som festivalpladsen åbnede og vi skulle møde ved midnat. Vi havde været hjemme og kom tidsnok tilbage til at stille vores ting i boden, og begive os mod festivalpladsen. Med viden om at vi nok skulle skynde os tilbage, og det kunne være svært med de afsindig mange mennesker, der havde stillet op foran Orange Scene, blev vi allerbagerst og lyttede med.

Vi havde ikke hørt meget mere end to numre, før Emilie besluttede at så vigtigt var det ikke, hverken at se eller høre Pharrell Williams, og vi gik i stedet en tur rundt på størstedelen af festivalpladsen. Vi nåede at lokalisere den indiske takeawayvogn ejet af en af de netop afgåede niendeklasses elvers forældre. Vi spiste der et par dage senere, og fik i den forbindelse hilst på både Janita og en lærerkollega, der var udsendt som musikskribent.

Da vi nåede tilbage omkring Orange Scene, nåede vi både at høre Happy og Lucky, som var de to numre Emilie havde set frem til.

Fredag spillede Marie Key. Den koncert var den eneste vi begge var enige om at ville se. I godt tid inden sad vi i skyggen under træer ikke langt fra Orange Scene, hyggede, hæklede, snakkede og spillede på de mobile telefoner. Vi tog Wordfeud op efter lang tids nedlægning, og nåede i løbet af ugen at spille flere spil mod hinaden.

Marie Kay var god, og hyggelig. Hun siger sådan nogle skønne ting. Vi stod ikke langt fra scenekanten og fik også et fint blik mod LOC, da han undervejs besøgte koncerten. Da vi senere stod i vores bod, viste det sig at samme LOC havde besøgt flere koncerter og drengene vi var på vagt med, havde haft glæde af ham til en mindre rapkoncert et andet sted på festivallen.

Da Marie Key sluttede havde jeg set i programmet at Lars H.U.G. spillede på Arena lige efter. Jeg lokkede, men Emilie gad ikke. Hun fandt i stedet et stykke med grønt og ventede i solen, mens jeg tog turen gennem teenageårenes nostalgi. Der var en del Klichenumre på programmet, og det var helt sikkert dem, der scorede højest på min liste over de gode numre.

Endelig var der Poul McCartney. Jeg nærmest tvang Emilie med. Synes hun havde godt at at se netop ham. Forklarede og tegnede og fortalte. Mente at have anskueliggjort hvorfor netop Poul McCartney var vigtig at se. Senere viste det sig at Emilie som en anden teenager slet ikke havde hørt efter. At en ung gut ved siden af hende lovede at hun om ti år vil være glad for at have stået på Roskilde og hørt ham, gjorde ikke det store indtryk, og hun nåede også at undre sig over hvorfor han begyndte at dedikere sange til først sin gode ven George og siden sin afsindig gode ven John. Først da vi var næsten tilbage ved teltet gik det op for hende at Poul McCartney var en del af The Beatles.

Det var et brag af en koncert. Det tænker jeg ikke, jeg behøver gøre mere ud af. Selv jeg har set medierne koge over af indslag om den næsten tre timer lange koncert med det ene skønne nummer efter det andet. Emilie var træt til sidst. Hun nærmest stod og sov med hovedet hvilende på min skulder (det får man for ikke at sove i det meste af to døgn….). Hun vågende op til dåd da tonerne fra Let it be dukkede op. Den kendte hun, den har de sunget på Husholdningsskolen, og hun skrålede med hele vejen gennem.

Men mens publikum gik amok til omkvædet til Hey Jude, og lokkede musikerne tilbage til ekstranumre, synes Emilie bare at teksten var temmelig  tosset – hvem gider stå og synge Naaa, naaa, naaa, na, na, na, na, naaa….?

Jeg grinede lidt ad hende, holdt ud trods teenagerens ønske om at gå tilbage og synes det var en god koncert.

Tilbage i teltet gik hun på det nærmeste omkuld med det samme. Hun nåede lige at høre nye toner og spørge hvem der nu spillede. Jeg kunne fortælle at Suspekt sluttede af og tilbød også at gå tilbage da hun udbrød Åh, de er ellers gode! Men det ville hun alligevel ikke. Nu skulle der soves.