Grenen

Et andet yndet udflugtsmål for lejrskoler i det nordjyske er Grenen.

Her er ungerne som regel ret vilde på forhånd. Tanken om at komme ud i vandet (badning er selvfølgelig forbudt på lejrskoler med en flok tossede københavnere, der ikke forstår Vesterhavets vildhed og grund til respekt), menn også historierne om to have der møder hinanden, sætter ofte gang i fantasien og får den gode oplevelse en tak i vejret.

Tanken om at lave en deal med Sandormen, og blive kørt derud for så at gå tilbage, blev slået ned af kassemestren – eneste medbragte matematiklærer - og vi gik derfor begge veje.

For nogen af ungerne var det en noget nedslående oplevelse. De havde ikke lige overvejet en tre kilometers gåtur fra parkeringspladsen, til spidsen af Danmark og tilbage igen – i sand. Vi sagde ikke noget om den konkrete afstand, men nogen synes det føltes langt, og havde måske forventet at blive kørt noget tættere på – sådan nærmest lige til døren…

Jeg startede med at gå bagerst, som bagtroppen – og for at være sikker på at alle kom med. Halvvejs opgav jeg, tænkte at de sidste så ud til at være godt på vej, og satte tempoet noget op. Jeg kan ganske simpelt ikke holde ud at gå så langsomt.

Alle nåede godt ud, og oplevelsen var præcis som forventet. Langt bedre end nogen troede og fantastisk for resten. Selv de der brokkede sig (teenagere i ottende klasse skal brokke sig), var glade for at have været derude, da først vi igen sad i bussen.

Alle fik soppet i god ro og orden, enkelte skulle nok have overvejet at smøge bukserne en tand længere op – eller måske have taget dem af og en eneste blev så våd, at vi blev noget betænkelige i forhold til om buschaufføren ville have ham med videre. Heldigvis ventede en god gåtur tilbage, luften var varm, himlen var høj og solen skinnede – altså næsten tørt tøj da frokosten var spist og bussen igen blev indtaget.

   

Og som krøllen på turen mødte vi en sæl på land. Sæler er ikke særlig fotogene, i hvert fald er mine billeder af det lille dyr ikke rigtig værd at vise frem.

Den lå i sandet, omgivet af mennesker med kameraer fremme – totalt upåvirket og temmelig ligeglad med alt det påstyr den skabte. Specielt næhh’erne og nåhh’erne og åhhh’erne.