Mens hverdagen for alvor er begyndt, kan jeg mærke en vis mathed, når jeg rammer hjemme.
Det er vist meget normalt. Der er ikke mange minutter i arbejdstiden uden at være på. Det er skønt og helt som det skal være. Senere skal der nok blive mere tid, og dermed også mere plads til størrer armbevægelser og lidt mindre træthed hjemme.
Jeg er en af dem, der glad går på arbejde hver dag. Der er dage, hvor jeg bare har lyst til at trække stikket, men der er langt mellem og jeg kan ikke huske sidst.
Jeg strikker stadig striber. Det er hvad jeg magter. Strikkede retstriber kræver ikke de store hjernevindinger, og sådan skal det måske helst være lige efter sommerferien. Sidste år var værre, vi havde glemt det, da vi i tirsdags sad til personalemøde. Kun en enkelt huskede og erindrede os om dengang for et år siden, da skolereformen var helt ny og vi var ganske grønne ud i understøttende undervisning. Nu springer ideerne og de gode reflektioner over bordet sammen med snakken om udsatte børn, madplaner og boldspil.
Sidste år strikkede jeg også retstriber.
I år krydrer jeg med de broderede katte. Jeg har sat et mål, jeg kan mærke det er godt, selvom jeg ikke er helt sikker på om målet nåes helt i denne uge. Det, at jeg har sagt det højt og tager billeder hver mandag gør en forskel. Får mig til at konkurrere med mig selv.
Jeg er så let.
Og mens striberne glider gennem pindede, tænker jeg at stribestrik kan vise sig at være et rigtig godt lejrskoleprojekt. Ikke at jeg forventer det store fremskridt næste uge. Men lidt har også ret, og jeg kan ikke tage af sted helt uden garn og pinde.
Godt der stadig er rester og pinde til at strikke med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar