For en måned siden

Det er en måned siden Emilie og jeg var i Roskilde. En måned, der både føles meget langt væk – der er sket meget siden da – og samtidig føles som var det i går.

Jeg kan stadig mindes lugten af urin og affald, jeg kan mærke stemningen og jeg kan huske solens ubarmhjertige stråler, der skinnede hele ugen.

Med de minder kan jeg også stadig huske glæden over at komme “hjem” til den forholdsvis rene og stankfri medarbejdercamp, hvor vores telt stod ugenert og passede sig selv, hvor græsset selv efter en uge stadig var grønt, og hvor roen kunne mærkes, trods grin og hygge rundt om.

Eller historierne jeg selv digtede, når jeg gennem den tynde teltvæg kunne høre folk tale omkring mig. Som diskutionen mellem to engelsktalende unge mænd, med toneringer det tydede på løse håndled. Jeg så en film for mig, mens den ene mere og mere opgivende forsøgte at få den anden til at holde et eller andet. Jeg tror det var deres telt. Jeg ved det ikke, den dag lå jeg i teltet og forsøgte at sove. Den anden mente tydeligvis at han både holdt og gjorde det rigtigt – det var der delte meninger om.

Efter en lang meningsudveksling udbryder den ene I can’t take this rigt now! hvortil den anden svarer I’m gonna go home if this doesn’t stop… Jeg indrømmer det gerne, forestillingen om positur og løse håndled sammen med oplevelsen af et skævt telt, der ikke ville stå lige, gjorde filmen bag mine lukkede øjne afsindig morsom.

På den anden side kunne det også have været ret sjovt, hvis det havde vist sig at være to hærdebrede gutter. De lød bare ikke sådan.

Forholdsvis rene, for trods store skilte om at rydde op efter sig, kunne vi på sidstedagen konstatere at heller ikke medarbejdere nødvendigvis forstod begrebet at rydde op. Der havde ellers været ganske pænt ugen igennem. Det var først da teltene forsvandt – efterlandende bunker af affald.

Og forholdsvis stankfri – for var vinden i den rigtige retning fik også vi på medarbejdercampen glæde af skyerne af udtørret urinstøv. Det viste sig specielt den dag vi havde haft nattevagt, ikke orkede at sove i et hedefyldt telt, og derfor slæbte underlag og soveposer hen under de næmeste træer. Vi skulle have valgt træerne i den anden retning – også selvom de stod længere væk.

Tilbage står også minderne om en rigtig god oplevelse.