Andet stop på turen gennem Sverige var Lund. Turen i toget fra Kalmar tog tilpas lang tid, til at vi nåede frem til ganske kort ventetid inden checkin på hotellet.
Med kufferterne afleverede på værelset begav vi os ud i byen. Vi boede nærmest midt det middelalderlige Lund og vi havde ikke gået mange skridt, før vi stod foran Lund Domkirke.
Lund Domkirke er et imponerende bygningsværk, der står med grønt i baggrunden og en stor plads foran. Kirken rager godt op mellem etagebygningerne omkring, og den kan ses langt fra flere steder i byen. At domkirken og Lund har haft en central placering i det middelalderlige Danamark viser sig tydeligt i det improssante bygningsværk. Lund var i begyndelsen af ellevehundredetallet ærkebispesæde, og derfor er det vel med rette at Lund domkirke står som en af de allervigtigste, største og smukkeste kirker i Norden.
Kirken er bygget i romansk stil af blandt andet blå sandsten. Jeg troede længe at det sortsvedne look enten handlede om luftforurening eller eftervirkninger fra den brand, der i 1234 gjorde det af med store dele af Lund og også satte spor på kirken, der dog overlevede og siden påbegyndelsen omkring 1100 er blevet udbygget og restaureret flere gange.
Vi gik en tur indenfor. Følte os betaget af det højloftede rum, der som alle andre kirkerum får mig til at føle mig meget lille og respektfuld. Specielt over for de mennesker, der byggede så storslået for en højere magt, selvom de selv ikke havde noget.
Vi kiggede på det astronomiske ur, der både spiller musik og teater på udvalgte klokkeslæt, blev imponeret af en gigantisk syvarmet lysestage og fik et kig på Jætten Finn, der stensat klamrer sig til en søjle i krybten.
Sagnet siger at det var Jætten Finn, der byggede domkriken i Lund og samtidig lavede et væddemål med en munk. Munken skulle gætte Jættens navn inden sidste sten var sat eller give Jætten sine øjne. Munken nåede i sidste øjeblik at gætte navnet, og Jætten blev så rasende at han styrtede ned i krybten og greb fat om en søjle, for at rive kirken ned.
Netop da skinnede solen gennem de små vinduer i krybten, Jætten blev ramnt af sollyset og forvandlet til sten. Han står der den dag i dag, noget krøbet, men med armene om søjlen, parat til at rive hele kirken ned.
Jeg er ikke religiøs. Men jeg kan godt få en følelse af religiøsitet når jeg oplever menneskehedens hyldest til det guddommelige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar