Råbjerg Mile

Det er anden gang jeg har været på lejrskole i Lønstrup. Altså er langt størstedelen af oplevelserne også anden gang. Der er sikkert mange andre spændende ting og steder at se på toppen af Jylland, men det virker lidt som om der er en faste punkter, der skal krydses af.

Dermed kommer man også turen rundt gennem dansk, historie, kultur og geografí. Slet ikke en dårlig kombination.

Råbjerg Mile er et af de steder alle skal hen. Det er jo nye børn hver gang, og at de voksne måske har været der før, giver vel egentlig bare et større kendskab og mulighed for at svare på alle de spørgsmål der dukker op.

Råbjerg Mile er en vandreklit, opstået dengang sandflugten var et alvorligt og livstruende problem langs mange af Danmarks kysterog måske i særdelelshed de Vestjyske. Milen er med tiden blevet fredet og vandrer nu med en fart på cirka femten meter om året hen over det sydlige af Skagens Odde.

Det er et sted mellem tre og firehundrede år siden Milen blev dannet og man regner med at sandet når hovedvejen og jernbanen mod Skagen om cirka hundrede år og forventes at være forsvundet ud i Kattegat endnu hundrede år senere.

Milen dækker et område på cirka en kvardratkilometer og består af omkring tre en halv millioner kubikmeter sand, der blæses af vinden videre og videre af den evindelige sydvestenvind. Milen kaldes en parabelmile. Den er halvmåneformet og mellem benene, der følger efter opstår et helt specielt biologisk miljø, der ikke findes andre steder i Danmark.

Det tager cirka fyrre år før milen har ædt og bevæget sig hen over den beplantning, de bygninger, gårde og kirker den optager på sin vej, til det hele dukker op igen på den anden side. Sikkert knap på pænt og – forestiller jeg mig – noget trykket af de mægtige sandmasser.

Fra toppen af milen, der på det højeste punjkt strækker sig fyrre meter over vandoverfladen er der udsyn langt til alle sider. Vi kunne se vandet, den engang vil forsvinde ud i som en smal kant helt yderst i horisonten og ungerne var alle imponerede over den afsindige sandkasse midt inde i landet.

Nogle få var mere nysgerrige end andre, og vi gik på jagt efter den kødædende soldug, der skulle vokse i landskabet på bagsiden af milen. Dengang jeg var af sted sidste gang fandt vi den, men denne gang måtte vi give op. I stedet lod vi os indfange af ørkenstemningen og den storslåede himmel, varmen og oplevelsen som en hel del af ungerne fandt noget syrealistisk.

De mere legesyge løb ned ad klitterne, for at kravle op igen og tage turen endnu en gang.