Mine kolleger er fantastiske

…

Og jeg er åbenbart lidt af et fjols…

Berit sender selvfølgelig ikke en af sine på koloni, uden også at sende en pakke – eller i det mindste et kort. Altså var hun ude og købe lækker chokolade og fin the, inden hun fik ungerne til at tegne tegninger og sendte i god tid, så jeg ville modtage inden ugen blev alt for gammel.

Men – og her er det fjolset kommer ind – Overvejede jeg overhovedet at lede efter en postkasse? For ikke at tale om at forsøge at tømme den der postkasse?

Næh! Det gjorde jeg da overhovedet ikke. Tanken ikke engang strejfede mig. Eller nogen anden.

I dag begyndte jagten på pakken.

Jeg vidste at en ny klasse skulle af sted i denne uge. Dels fordi købmanden, der ikke bragte vores mad ud, havde lagt vores liste til listen for denne uge, dels fordi Hansen kender en af de lærere, der skulle med.

Jeg startede jagten så småt i går, da jeg spurgte Hansen om han måske kunne tage kontakt til omtalte lærer. Desværre viste det sig at læreren ikke var kommet med alligevel, og så var det ligesom ligemeget.

I stedet ringede jeg i formiddags til kontoret på skolen, der er af sted med en klasse. Jeg præsenterede mig og fortalte jeg havde været i Lønstrup i sidste uge, og jeg havde fra pålidelig kilde forstået at de havde en klasse af sted i denne uge. Længere nåede jeg ikke, for sekretæren i den anden ende af røret svarede: Det er muligt… Jeg ved det ikke og jeg kan ikke hjælpe…

Jeg takkede for ingenting og var noget uforstående over for den iøjenfaldende service, jeg følte mig ydet.

I stedet ringede jeg til kommunen. Her var servicen til gengæld i højsædet. Jeg forklarede endnu en gang og inden længe havde jeg telefonnummeret til den tilsynsførende i Lønstrup. Bare jeg lovede først at ringe efter klokken fire. Det lovede jeg.

Jeg nåede aldrig at ringe.

For inden klokken blev fire, havde Berit – egentlig af andre årsager – fat i SFO-lederen på skolen, der er af sted med en klasse. Hun forelagde også, tegnede og fortalte, og SFO-lederen viste sig (ulig fra kontorets vogter) at vide at en klasse er i Lønstrup. Der gik ikke mange øjeblikke, inden han havde lokaliseret et telefonnummer, havde ringet til en af de stedlige lærere, læreren havde fundet postkassen, havde konstateret at kunne se en pakke, blot manglede at finde nøglen, men med det samme lovede ikke at komme tilbage til Rødovre uden pakken.

Jeg har en ide om at have set et brædt med nøgler i køkkenet. Når jeg lukker øjnene og forestiller mig brædtet er jeg næsten sikker på at en af nøglerne er behæftet med et skilt med skriften postkasse.

Næste uge bør jeg kunne køre en tur forbi skolen, der har en klasse i Lønstrup, og hente en noget prøvet pakke.

Og så skylder jeg vist kvajekage…

Blomsterne er de fine, slet ikke passede, på altanen.