Thomas Helmig, Tivoli og alle de andre

Sille har investeret i et årskort til Tivoli, der giver adgang for en gæst. Da hun for flere uger siden spurgte om jeg ville med i aftes og se Thomas Helmig til FredagsRock sagde jeg pænt ja tak. Det var jo superhyggeligt sidste gang.

Vi var i god tid. Spiste ude og nød luften, bortset fra en flok hvepse, der forelskede sig i Silles parfume. Vi kunne ikke finde anden grund til, at det var hende de flokkedes om, når alle andre gik fri. Vi tog turen fra Frederiksberg mod Tivoli til fods og endte ved noget der lignede et mareridt lige ved hovedindgangen.

Det viste sig at køen til abonninerne ikke var særlig lang. Til gengæld var der kamp om pladsen ved billetlugerne. Vel inde fulgte vi strømmen. Der var ikke meget andet at gøre, og meget hurtigt kunne vi mærke vores uvilje mod dels at skulle vente to timer før koncertstart, dels at skulle være omgivet af så mange mennesker.

Helt ærligt. Jeg ved ikke hvor de allesammen kom fra. Jeg forestillede mig ikke umiddelbart at Hr Helmig ville trække så mange, men det virkede som havde den samlede befolkning i København og omegn, samt et par stykker mere, sat sig for at skulle på Tivolitur. De var allevegne. Selv helt omme bagved, hvor der aldrig plejer at være et øje.

Efter at have gået turen rundt, besluttede vi at nok er koncerter hyggelige. Specielt hvis der er plads og alle ikke føler sig trådt over tæerne, men vi ville langt hellere hjem og drikke the. Så kunne vi jo altid finde en CD med Helmig.

Mens vi kæmpede os vej tilbage mod udgangen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor grænsen for hvor mange der må lukkes ind i Tivoli egentlig går. Jeg er overbevist om at ingen havde styr på hvor mange der var. Det virkede i hvert fald ikke som om vi blev talt, dengang vi gik ind.

Ved Pantomimeteatret var der netop startet en forestilling med moderne ballet. Der var masser af tomme pladser på græsset, så vi satte os og kiggede med. Der er ingen tvivl om at der var drama over hele linien, men vi måtte indrømme ikke rigtigt at forstå omfanget af de indbyrdes forviklinger. Det er også lige meget - det var pænt.

Vel ude af haven var køen om muligt endnu længere end da vi skulle ind, og vi blev mere og mere glade for vores beslutning om at gå hjem.

The og snak senere, kunne jeg sætte mig i bussen mod Rødovre. Jeg håber alle dem, der tog kampen op og valgte at blive i Tivoli havde en fantastisk aften. Min endte i hvert fald rigtig godt.