På Frilandsmuseet med en flok børn

I en tid hvor der til tider er ganske meget snak om forældre, der holder ferie uden deres børn, er det rart at se hvor få børn der dukker op i SFO'en. Kedeligt helt sikkert, men et tegn på, at børn og forældre holder ferie sammen, eller at børnene i hvert fald oplever andet end den daglige hverdag.

Altså var det en temmelig overskuelig flok, vi kunne tage under armen og mod Frilandsmuseet i går. For ikke at være alt for få, slog vi os sammen med SFOI afdelingen og endte med tolv børn i alderen fra tæt på seks til elleve. Langt de fleste fra den lave ende af skalaen.

Jeg indrømmer gerne, at der er en grund til at jeg arbejder med de store børn. Mit lettere anarkistiske hjerte har det svært med at skulle gå to og to eller at det er nødvendigt med spilleregler "mine børn" for længe siden er vokset fra. Jeg kan godt lide de små, jeg kan bare bedre med de store.

Når det er sagt, var det en superhyggelig tur.

Vi lagde ud med frokost i det grønne. Da gråden over en glemt madpakke og en forkert af samme slags havde lagt sig og nogen gavmildt delte de madder de ikke selv kunne spise .. eller lide, fortsatte vi mod turens egentlige formål.

De gamle huse var spændende. Der så mærkeligt ud, og hvorfor sov de i skabe? Tænk at bo i huse med tag af pasta (jeg har aldrig tænkt at strå set fra enden ligner makoroni), eller at dørene var skræddersyede til mennesker af børnestørrelse.

Der manglede køkkener i en del af husene. For hvor var komfuret og det var temmelig besværgerligt at gå på toppede brosten. Den store Præstegård Kims morfor arbejdede på, inden den for længe siden blev flyttet til Frilandsmuseet, var mest spændende fordi Kims morfor havde boet der.

Og så skulle de tisse. Og lige ved siden af toilettet var noget vand. Vandtrappen med vand i flere etager og øverst en tallerkenformet pøl, der fungerer perfekt som soppebassin. Det er muligt at husene var fine, men der er ikke noget, der slår vand.

Selvfølgelig måtte de tage strømper og sko af, og inden længe var de alle mere våde, end de måske burde have været. Med udsigt til is, fik de alle - i meget forskelligt tempo - strømper og sko på igen. Is blev spist og vi fandt vejen hjem igen.