Dåb på katolsk

Lørdagens barnedåb var anden gang jeg stiftede bekendtskab med en katolsk dåb. Med fare for at fornærme nogen, vil jeg alligevel sige, at jeg er ikke imponeret.

Jeg savner glæden og modtagelsen, jeg savner at barnet er i centrum, som det nye medlem af meningheden. Jeg savner det store opbud og mest af alt savner jeg sang. Hvorfor vi ikke skulle synge, hvorfor ikke en eneste strofe lød fra orgelet, er mig stadig en gåde.

Mit sammenligningsgrundlag er den danske folkekirke, og med den får jeg en meget større fornemmelse af ordene "Lad de små børn komme til mig". Det er de samme ord der siges i den katolske kirke. Den samme tekst, der læses højt. Men jeg sidder ikke tilbage med den samme følelse af at ordene betyder noget.

Den katolske ceremoni er meget fin. Præsten var menneskelig og olier, vievand, dåbslys og velsignelser uden et ord at sætte på. Alligevel gik jeg fra kirken med en tom fornemmelse.

Min første oplevelse med den katolske dåb foregik i New York for tyve år siden. Dengang skulle moderen til centrummet for lørdagens begivenhed døbes og da det fædrende ophav er katolsk blev barnet dengang optaget i den katolske menighed.

Da vi ankom til kirken blev vi gelejdet ind i noget jeg ikke kan beskrive som andet end et skur, bygget bagerst i kirken. Mens messen foregik kunne vi fra det lydisolerede og temmelig kedelige rum (rå brædder, der ikke engang havde set maling eller kirkelige artefakter) se messen gennem store vinduer og høre gennem opsatte højtalere.

Processionen af præster, messehagler og kordrenge var stor. Messen var lang og vi ventede og ventede og ventede. Da messen var slut, forlod alle kirken og tilbage stod vi - barnet, forældre, faddere og mig. En enkelt præst og en messedreng forestod dåben.

I københavn i lørdags var der ingen messe. Heller ingen messedreng. Bare præsten og hans fine dragt. Lørdagen var kun til dåb. Kun for dåbsbarnet. Det var hans dag. En fin tanke, men jeg synes den faldt til jorden.

Katolske ceremonier kræver sit af tilhørerne. Der skal svares, der skal gentages og der skal deltages. Når tilhørerne er en samling protestanter, der ikke deltager, falder det hele til jorden. Personligt vil jeg føle det blasfemisk hvis jeg stillede mig op og gentog fraserne om tro og velsignelse og hør på mig, når ikke det er min tro. Jeg var der for at overvære dåben, for at være med til at tage imod, men ikke for at deltage i den kirkelige handling.

Jeg fik en følelse af at barnet ikke var velkommen. At meningheden, der burde være der til at tage imod og byde det lille nye medlem velkommen manglede. At dåben er kørt ud på et sidespor, hvor det nærmere er besværgerligt end noget stort og smukt. 

Den samme følelse stod jeg med i kirken i New York for tyve år siden. Dengang afskrev jeg det som værende en mærkelig amerikansk skik.

Jeg ved at også steder i den danske folkekirke er der indført dåbslørdage, ofte fordi meningheden ikke gider høre på skrig og skrål. Jeg synes det er synd. Jeg synes det er ærgerligt at børnene ikke bliver budt velkommen. At børnene nærmest ikke er velkomne.

Lørdagens dåbsbarn skreg nu ikke. Han sprællede bare glad. Både mens han fik hældt en halv liter vand over hovedet og senere mens hans gæster indtog mad og drikke. Han formåede at være næsten glad hele aftenen, også selvom han tydeligvis var træt og egentlig burde have sovet.

Men hvem gider sove sin dåbsdag væk...