Kanoner og granater

Dengang i ferien, da Anders og jeg var på Kronborg, endte vi selvfølgelig nede ved kanonerne.

Anders er fra Vesterbro og voksede nærmest op på tøjhusmuseet. Han vidste at det navn ikke dækkede over fine kjoler og krinoliner. Noget jeg i samme alder blev vældig skuffet over. Da Emilie for et par år siden satte samme forbindelse, så hun lige så skuffet ud, som jeg i tidernes morgen må have gjort.

Med en opvækst på Tøjhusmuseet er der næsten ikke det, Anders ikke ved om skydevåben og tungt artelleri. Jeg har været derinde et par gange i selskab med både Anders og hans lillebror. Den ild de kan sætte i en kustode, der ellers kun får kedelige spørgsmål er stor. Så stor at jeg stod af og godt kan forstå Daniels reaktion, dengang Anders for år tilbage synes at drengen skulle have en god oplevelse.

Daniel var blevet lovet et kig til en sniper. Et langløbet præcisionsskydevåben, han allerede dengang havde stiftet bekendtskab med i den virtuelle verden, når han i skydespil skulle slå fjenden ned. Nu var muligheden for at se våbenet i levenede live pludselig til stede, og han tog glad af sted sammen med Anders.

De lagde ud med kanonerne, men det synes den daværende noget unge Ungersvend var kedeligt, så de fandt en af kustoderne og spurgte efter finskytteriflerne. Så kom der ellers gang i museumsbesøget. Da de havde set de første tyve af slagsen, så Daniel efter sigende så krøllet ud i ansigtet at Anders besluttede at afslutte samtalen med kustoden og besøget på museet.

Ungen ville jo bare se een! Og med min viden om Anders, våben og selvsving tilsat en glad og fortællende kustode, kan jeg levende forestille mig hvordan det stakkels barn har følt det.

Tilbage på Kronborg stod der kun en slags kanoner og en slags kugler. Kanonkugler er nemlig ikke bare kanonkugler. Lærte jeg lige.

De kugler der ligger ved siden af kanonerne på Kronborg er slet ikke kanonkugler men granater. De store huller, der ses i nogen af de opstillede kugler, blev fyldt med krudt, en prop omviklet med en lunte blev sat i hullet, og i det øjeblik kuglen blev skudt af, blev lunten tændt og omviklingerne om proppen bestemte hvor lang tid, der gik før ilden nåede krudtet og dermed sprængte hele kuglen i stumper og stykker, der sikkert ikke har været sjove at være i nærheden af.

En dygtig kanoner har kunne beregne antallet af omviklinger med afstanden på skudet. Her gik jeg rundt og troede at kanoner blot skød runde tunge kugler af sted. Kugler der nok kan lave huller i mangt og meget, men ikke at de også kunne sprænges, og dermed skabe endnu større ravage.

Jeg lærte noget nyt - måske jeg nu har lært noget nyt videre.