Jeg holder meget af picotkanter.
Specielt når de er færdige.
De er så smukke og giver en fin afslutning på et stykke strik.
Men der er noget to skridt frem og et tilbage over at strikke picotkanter.
Specielt når man har allieret sig med knap ottehundrede masker.
Så kan man pludselig finde sig selv lave overspringshandlinger for ikke at strikke.
En lidt mærkelig opdagelse.
Man kan også med vilje og fuldt overlæg finde på at lade midtermarkøren sidde tilbage.
Man som i jeg.
Bare for at vide, at nu er man nået halvvejs.
Jeg strikker lige en picot eller to mere...
Hep hep ! Du kan klare det ! Det bliver så fint ! Til sidst :)
SvarSletDet gør det Miri. Og jeg tager mig i at glæde mig til at lukke sidste måske af :)
SletDet lyder indviklet og jeg er nok en anelse tabt der. Men jeg er sikker på at, hvis nogen kan, så er det dig. :-)
SvarSletJep, Catarina. Jeg er også endelig nået til den rigtige ende :)
Slet