En lille Viggo

Det er ikke så tit jeg kører i Metro. I dag tog jeg revanche, for det virkede som en god ide med op til flere ture.

Jeg er inviteret til barnedåb. Jeg skal med som Silles date. På den anden side er det næsten familie. Som barn gik jeg ud og ind af døren hos Sille og hendes familie, og når hendes søster nu kan mønstre et barnebarn, er det sjovt at jeg også var med til barnebarnets mors dåb.

Dengang foregik det i New York, hvor Silles søster boede, og jeg var med på ferie. En ferie planlagt med barnedåb, for Sille skulle stå fadder, og jeg fik lov at føre videokameraet. Noget jeg ellers aldrig havde prøvet før.

Nu er der så gået tyve år, og endnu en barnedåb står for døren.

Der skal selvfølgelig en gave med, og da jeg op til flere gange har kigget beundrende på Rasmillas lille Viggo, synes det som en god ide at strikke netop sådan en. Det krævede så lige noget garn og en opskrift, og da jeg bedst kan lide at vælge garn med fingrene, dukkede behovet for Metroture op.

Færdig med dagen dont, cyklede jeg derfor til Vanløse, hvor cyklen fik lov at holde hvil, mens jeg hoppede på Metroen til Amagerbro og de cirka tohundredehalvtres meter til Rasmillas dør.

En kollega er på barsel. Endnu er hun ikke nedkommet, men jeg ved det bliver en dreng. Hun har en større af samme køn i forvejen, og da jeg alligevel havde besluttet at prøve kræfter med Viggo, valgte jeg tre farver ud, og købte nok til tre versioner vredet af samme farveholdning.

Tilbage ved Metroen kunne rejsekortet regne ud, at jeg ikke havde brugt længere tid, end jeg kunne fortsætte rejsen. Jeg stod af ved Kongens Nytorv og gik gennem Strøget mod Søstrene Grene, for jeg er løbet tør for det grønne garn til frøen jeg er ved at hækle. Det ville være trist hvis den skulle ende uden frølår, og da jeg nu var derinde....

Nu er der grønt til bagben og efter endnu en Metrotur kunne jeg hoppe af i Vanløse, købe ind til aftensmaden og trække cyklen af stalden, hvor den nok så glad havde stået i solen og ventet på mig.

Hjemme kunne jeg sætte pinde i garnet, mens Emilie sørgede for forplejningen.

Skønt! Siger jeg bare.