tirsdag den 6. august 2013

På besøg hos elefanterne


Efterhånden som ferien synger på sidste vers, er vi flere på arbejde og der er flere børn at gøre godt med. Det betød at vi i dag kunne mønstre otte børn, der gad tage på tur, og cirka lige så mange, der i hvert fald ikke gad tage på tur.


Elefanterne i Zoo - set fra Frederiksberg Have, August 2013


Med voksne nok blev nogen hjemme og vi andre fandt den næsten nye bus linie 9A, der kørte os nærmest fra den ene dør til den anden. Eller fra krydset nede på hjørnet til Smallegade og bagindgangen til Frederiksberg Have.

Vi startede med at gå hen til legepladsen. Den ser noget anderledes ud end dengang mine børn var små og vi ofte på solskinsdage gik i Frederiksberg Have og legede. Anderledes, men ikke mindre sjov. Vi voksne satte os i græsset omgivet af tasker og så stort set ikke noget til børnene, der allesammen begav sig ind mellem træerne og hyggede sig stort i mindst halvanden time.


Elefanterne i Zoo - set fra Frederiksberg Have, August 2013


Det er skønt at være på tur når alle er glade, alle gider være sammen og det værste der kan ske er et fald fra en vippe, der ikke krævede andet end et klap på skulderen og en samtykken om at det så ud som om det gjorde ondt. Så var det glemt og legen fortsatte.

De legede så godt at de glemte at spise, og da vi andre mente at vi skulle gå videre, måske for at finde en is, måtte vi lige vente lidt endnu, så alle fik tømt madkasserne.

Vi fandt is, sagde goddag til Frederik den sjete, der står og skuer ved Hovedindgangen og gik stille mod kigget til elefanterne i Zoologisk Have. En enkelt af pigerne gad i hvert fald ikke kigge på elefanter. Elefanter er nemlig dumme. Det var den samme pige vi knap nok kunne vriste løs fra hegnet og mulighederne for fotografering.


Elefanterne i Zoo - set fra Frederiksberg Have, August 2013


Og da nu kameraerne var fundet frem udviklede turen sig til en ren fotosafari. Da en af drengene i bussen på vej hjem kunne fortælle, at der var tohundrede og syv og tres billeder i hans telefon, og de allesammen var taget i dag, kunne jeg pludselig godt forstå det tog så lang tid at gå tilbage til bussen.

Vi havde god tid, så vi gik bare langsomt, og ventede hver gang vi rundede et hjørne, for der var hele tiden nogen der sakkede bagud.

Det er hyggeligt med sådan nogle ture. Specielt hyggeligt når ungerne på vejen hjem finder ud af, at det var godt de tog med, for det var faktisk en rigtig god tur.

4 kommentarer:

  1. Det lyder det også til at ha været, skønne billeder ;0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og vejret var fantastisk, Violykke :)

      Slet
  2. Wauw hvor lyder det hyggeligt og dejligt. :-)

    SvarSlet